Bedre service i Herning end i Paris

aarhus,-danmark,-shopping.jpgSOMMERDRYS: Normalt går alle, der kan slippe af sted i juli, på ferie fra Danmarks Radio. Ikke i år. Nu skal regnedrengene – og den kreative ledelse – i gang med at finde plads til Melodi Grand Prix. Som optakt kom den reelle start langt om længe på multihallen i København… Og franske tjenere skal lære at opføre sig ordentlig. Prøv at tage til Herning.

Af Ejvind Olesen

Den sidste søndag i juni i år var rent vejrmæssigt noget af den største nedtur for feriestemningen. Hård, iskold blæst, afvekslende med stribevis af byger. Hvis ikke tyskerne allerede havde sat kursen mod Gardasøen, så bestemte de sig i hvert fald i søndags. Det samme gjorde mange danskere i charterbureauerne.

Vejret kan vi ikke gøre noget ved. Den med, at det bare er et spørgsmål om den rigtige påklædning, holder ikke mere. Men priserne da? Den store danske synder er 25 procent i moms på både søvn og mad, når man går ud. Presset vil vokse for en reducering, som alle vore nabolande. Men politikerne vil tøve, indtil de simpelthen er nødt til at følge med. Man skal være meget stor optimist for at tro, det sker i nærmeste fremtid.

MELODY GRAND PRIX bliver ikke i Parken. Noget man faktisk kunne læse her i standby.dk for over en uge siden. Parken har fodbold og kan ikke spærres i en hel uge i maj, Bella Center har flere store kongresser og Forum har seks mega-koncerter.

Wonderful Copenhagen tænker i alternative løsninger, både på Refshaleøen og med en teltløsning ved DR bygningen. Horsens modspil hedder en overdækning af gården i Horsens Statsfængsel. Gode kreative forslag. Endelig er Herning tilbage med det bedste bud med Boxen, indendørs.

Man skulle synes det så var let. Men et arrangement af den art, bør selvklart ligge i hovedstaden, når man også skal tænke på PR-værdien for turisme ude i den store verden. Ydermere er det ikke lykkedes for Herning at få bygget tilstrækkeligt med hotelkapacitet til de store begivenheder. Deltagerne og publikum skal bo i Viborg, Holstebro, Skive og måske Aarhus – men de kommer vel ikke for at bruge tiden på vore landeveje

Nu er der dømt overarbejde i DR, mens vi venter på løsningen.

MULTIHALLEN i København får vi nu. Flere år efter Herning. Forleden blev grundstenen nedlagt. ”En stor dag for København og for københavnerne. Vi får den perfekte ramme for at trække store sportsarrangementer og koncerter til byen,” sagde overborgmester Frank Jensen.

”Arenaen vil styrke vores internationale profil. Lige hvad vi har sukket efter i årevis, ” tilføjede fritidsborgmester Pia Allerslev.

Der er plads til 12.500 tilskuere til sportsarrangementer og 15.000 siddende til koncerter.

Kommer den for sent? Ja, i hvert fald til Melodi Grand Prix – med mindre vi vinder igen næste år.

I PARIS skal tjenerne lære at opføre sig ordentlig. Det skal taxachauffører og ekspedienter også. Derfor har byens turistkontor udarbejdet en seks sider håndbog med gode råd, som foreløbigt er trykt i 30.000 eksemplarer og uddelt til hoteller, restauranter og museer, skriver Politiken.

Måske har vi her en af løsningerne på vores turistproblemer, selv om Danmark har særdeles dygtige og veluddannede tjenere, mens det kniber med de unge afløsere.

Det sagde en virkelig fagmand Christian Gartmann i seneste nummer af Stand By. Og han fortsatte: Hvor var Oslo og Norge, hvis de ikke havde så mange glimrende svenske tjenere. De har servicegenet i sig. Underforstået det har nordmændene ikke. Forhåbentlig er vi ikke ved at miste det.

Forleden blev jeg spurgt, hvor jeg selv have mødt den bedste service: Jeg var ikke i tvivl. I Herning. Prøv at gå i butikker i Herning en lørdag formiddag. Her er opskriften til resten af Danmark – også uden Melodi Grand Prix.

Fortsat ønske om en god sommer.