Flertallet af danskerne vil ikke ændre deres rejsevaner som følge af coronakrisen, viser ny undersøgelse fra Gouda Rejseforsikring. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Coronakrisen ændrer ikke danskernes rejsevaner

To ud af tre danskere omlægger ikke rejsemønstre som følge af coronakrisen, mens en ud af fire siger, at krisen har fået dem til at overveje dette. Det viser undersøgelse fra Gouda Rejseforsikring.

Der kommer formentlig mere klima- og miljøvenlige rejser, når grænserne igen åbner. Men hvordan vil forbrugerne rejse? Det ved ingen, men derfor kan man jo godt spørge dem om det for at få nogle brugbare indikationer.

I en ny Gallup-undersøgelse for Gouda Rejseforsikring siger blot hver fjerde af de lidt over 1.000 adspurgte, at coronakrisen har fået dem til ”at overveje, om de skal ændre rejsevaner,” skriver Ekstra Bladet.

De der svarede Ja til at overveje at ændre rejsevaner, fik nogle valgmuligheder. Her sagde 16 procent (af de cirka 25 procent der havde svaret ja), at de vil holde mere ferie i Danmark, otte procent vil gerne flyve mindre og seks procent overvejer at ferier, der ikke belaster klimaet… Det oplyses ikke i pressemeddelelsen fra Gouda, hvordan det lader sig gøre.

Men Goudas administrerende direktør, Dan Kjølhede Laursen, siger i pressemeddelelsen: ”Da coronakrisen indtraf fik den medfølgende usikkerhed rigtig mange til at tage deres hverdag op til genovervejelse, og undersøgelsen viser, at det også har betydet tanker om ferier og rejser rundt i verden.”

Flertallet vil ikke ændre noget
Gallup-undersøgelsen fra Gouda Rejseforsikring viser dog også, at et mindretal blandt danskerne overvejer at lægge fremtidens ferier om. Knap to tredjedele af de adspurgte svarer således nej til dette spørgsmål, mens 15 procent svarer ”ved ikke.”

Det er især de yngre deltagere i undersøgelser, der ikke har planer om at ændre rejsevaner efter coronakrisen. Blandt de 18 til 29-årige svarer 69 procent nej til Gallups spørgsmål, mens det blot er 43 procent blandt de adspurgte over 60 år, der ikke har taget deres rejsevaner op til overvejelse.

Coronakrisen har fået mere end hver femte deltager over 60 år i undersøgelsen for Gouda Rejseforsikring til at overveje at holde mere ferie i Danmark, mens 11 procent vil holde sig til destinationer, hvor der ikke er så mange mennesker, skriver Ekstra Bladet.

Relaterede artikler:

Rejsebureauer behøver varsel før grænser åbner

Rejsevejledninger forlænget til 31. maj

Nye bud på rejsebranchen efter coronakrisen