Marriott-varemærket Moxy får omkring sommeren 2020 hotel i norske Bergen. Illustration: Core Hospitality.

Dansk firma bag ny Marriott-hotel i Norge

Det danske hoteldriftsselskab Core Hospitality skal stå for driften af kommende Marriott-hotel i Bergen – Core åbner selv et tilsvarende hotel i København næste år.

Inden sommeren 2020 får Norge sit andet Moxy-hotel, et varemærke under Marriott, skabt i samarbejde med IKEA, og målrettet millenniumgenerationen. Hotellet i Bergen vil indeholde 190 værelser og placeres på havnefronten i Bergen. Værelserne bliver indrettet med lydreducerende vægge, stort LCD fladskærmsfjernsyn, gratis WiFi og meget andet.

I forvejen har Moxy et hotel ved Oslos hovedlufthavn, Gardermoen. Moxy åbnede sit første hotel i Milano i 2014 og har i dag 20 hoteller på verdensplan med yderligere 90 ejendomme i udviklingspipelinen; et af disse er i København. Her forventes Moxy Copenhagen i Københavns Sydhavn at åbne – tre år forsinket – i første halvdel af næste år.

Moxy Bergen bliver karakteriseret af varemærkets friske design med livlige fællesmiljøer. Bag hotellet står den store ejendomsudvikler i Bergen GC Rieber Eiendom, der bygger og ejer ejendommen, oplyser  Core Hospitality.

Danske Core Hospitality, et hoteldriftsselskab og søsterselskab til lavpriskæden Zleep Hotels, skal stå for driften af Moxy Bergen samt det kommende Moxy-hotel i København. Core Hospitality, der blev oprettet i slutningen af sidste år, er sat i verden for at drive alt fra hostels til full-service hoteller. Core Hospitality overtog ved årsskiftet driften af Hotel Marina i Vedbæk nord for København.

20 hoteller i 2020
Selve Zleep Hotels består i dag af ni hoteller i Danmark, men der er flere på vej – blandt andet i København og Aarhus. Målet er foreløbig at operere 20 hoteller i 2020. I 2019 åbner kæden sit første hotel uden for Danmark, 152 værelser i Upplands Väsby mellem Stockholms centrum og den svenske hovedlufthavn, Arlanda.

Relaterede artikler:

Nyt Marriott-hotel i København tre år forsinket

Sales Manager til Core Hospitality

Lufthavnshotel bliver større