Paul Sikic begynder ved årsskiftet som senior trade & MICE executive på danske Relateds kontor i Stockholm. Han kommer fra stilling som nordisk turistchef for Det Kroatiske Turistråd i Norden. PR-foto fra Related.

Dansk repræsentationsbureau ansætter turistchef

Related, det danske og nordiske PR- og repræsentationsbureau, har ansat den hidtidige nordiske turistchef for Det Kroatiske Turistråd i Norden til at tage sig af rejsebureauer og MICE.

Paul Sikic er netop blevet ansat som senior trade & MICE (Meetings, Incentives, Conferences og Events) executive på Relateds kontor i Stockholm, hvor han officielt tiltræder ved årsskiftet.

Han er kendt af mange i rejsebranchen for sine ti år som nordisk turistchef for Det Kroatiske Turistråd i Norden. Oprustningen af Stockholm-teamet sker i forlængelse af, at Related de seneste måneder har vundet flere større kontrakter og tilføjet flere nye kunder til porteføljen, oplyser GSA-bureauet.

I september vendte Dubai Tourism således tilbage til Related, der i løbet af i år har vundet adskillige nye længerevarende kontrakter for rejsemål som blandt andet netop Kroatien samt Portugal, Tenerife og Grindelwald plus en række udenlandske hoteller.

Ligeledes har Related den seneste tid løst en del større projektopgaver for destinationer som Maldiverne, Filippinerne og Macao, oplyses det.

Derfor styrker bureauet, der har hovedkontor i Aarhus, sit team i Stockholm med to nye medarbejdere.

Paul Sikic har ifølge Related stor erfaring med destinationsmarkedsføring og skal primært have ansvar for kunder, hvor Related håndterer relationerne til rejsebranchen, herunder trade- og MICE. Det gælder blandt andet Dubai Tourism (DTCM) og Dubai Business Events (DBE).

13 ansatte på de to skandinaviske kontorer
Ligeledes ansatte Related sidste måned også Vendela Carlén som PR Executive. Hun kommer med erfaring fra både bureauverden og turismebranchen. Hun har blandt andet arbejdet hos det svenske event- og PR-bureau Spoil Concept.

Related har eksisteret siden 2003, og kundelisten omfatter destinationer som for eksempel Dubai Tourism, The Beaches of Fort Myers & Sanibel, Miamis Turistråd, VisitFlanders, Portugals Turistbureau, Tourism Ireland og Geneva Tourism.

I øjeblikket har bureauet otte medarbejdere i Danmark og fem i Sverige.

Relaterede artikler:

Dubai skifter atter nordisk turist-repræsentant

PR-bureau åbner niche med fokus på salg

Stort flyselskab lidt tættere på Skandinavien