Den lille Havfrue (Foto: Rasmus Flindt Pedersen | VisitCopenhagen/PR)

Dansk turismeomæstning på 128 milliarder kroner

Flere overnatning, øget forbrug og synlighed omkring Airbnb-omsætningen har bragt turismeomsætningen i Danmark op på 128 milliarder kroner i 2017.

Regeringen har sat sig som mål, at turismeomsætningen i Danmark i 2025 skal løbe op i 140 milliarder kroner om året.

Det mål burde være inden for rækkevidde, da omsætningen i danske turisme er steget fra omkring 100 milliarder kroner i 2014 til 128 milliarder kroner i 2017. Det viser netop offentliggjorte tal fra VisitDenmark.

Stigningen skyldes at der kommer flere overnattende turister til Danmark, og de bruger samtidig flere penge under opholdet, end de har gjort tidligere.

Ydermere er omsætningen vokset med omkring fem milliarder kroner, da VisitDenmark for første gang har kunnet inkludere overnatninger fra eksempelvis Airbnb og andre deleøkonomiske platforme. 

”Turismen er efterhånden et meget stort erhverv i Danmark. Dels i forhold til at skabe arbejdspladser og dels i forhold til at skabe vækst i hele Danmark. Når turisterne desuden bruger flere penge, mens de er her, er det godt nyt for både turismeerhvervet og alle de andre erhverv, som turisterne køber varer og tjenester hos. Som minister vil jeg derfor forsat have fokus på at udvikle dansk turisme og sikre gode rammevilkår for turismeerhvervet,” siger erhvervsminister Rasmus Jarlov.

På vej mod helårsdestination
Det er ikke turisterne i København og de andre større danske byer, der bidrag mest til turismeomsætningen. Det er rent faktisk kyst- og naturturismen der er det største enkeltsegment, idet det i 2017 repræsenterede hele 48 procent af det samlede turismeforbrug i Danmark.

Derimod udgjorde storbyturisme samt den såkaldte erhvervs- og mødeturisme omkring 26 procent af de samlede indtægter fra turisternes besøg i Danmark.

”En stigning i turismeomsætningen på næsten 30 milliarder kroner fra 2014-2017 er et stort bidrag til den danske samfundsøkonomi. En væsentlig årsag er, at den enkelte udenlandske turist bruger 58 procent flere penge i døgnet i 2017 end i 2014. Det er desuden glædeligt, at det fra 2014 til 2017 er lykkedes at øge antallet af udenlandske overnatninger i skuldersæsonen med 2,1 millioner, hvoraf de 1,7 millioner er kommet uden for de store byer. Det bidrager til at, vi bevæger os i retning af en helårsdestination,” forklarer administrerende direktør Jan Olsen fra VisitDenmark.

Det vil være muligt at dykke ned i tallene, når publikationen “Turismens økonomiske betydning 2017” udkommer i maj 2019.

 

Relaterede artikler:

Ishockey-VM gav turismeomsætning tæt på en milliard

Udenlandske turister bruger flere penge i Danmark

Øget udlejning af sommerhuse vil styrke økonomien