Medier fra hele verden besøger i denne tid Rusland, der til sommer er vært for VM-slutrunden i fodbold. Det gælder også danske TV2, hvor rejsefotograf forleden havde speciel oplevelse.
Jan Weber, rejsefotograf på danske TV2, måtte tidligere på måneden have separat billet til sit store kamera på flyvning med Aeroflot fra København til Moskva. Bagefter sendte han denne tweet (klik på illustrationen for at se den i større formaet):
”Vigtigt, hvis du skal flyve med Aeroflot skal dit kamera have egen billet, ellers får du det ikke med i kabinen. Hvis du tjekker det ind som bagage dækker Aeroflots forsikring kun med 10.000 kroner hvis det bliver beskadiget eller forsvinder. Kameraet får eget boarding pass og sit eget sæde. Egencia kender problemet og kan hjælpe når du skal booke billet.”
Egencia er det store erhvervsrejsebureau som TV2 Danmark bruger. Standby.dk har spurgt Egencia, hvordan de kunne hjælpe i denne sag. Men Egencia ønskede ikke at gå i detaljer, men meddeler blot:
”Umiddelbart er hver sag forskellig, da det afhænger at den specifikke sag samt hvilket flyselskab, det drejer sig om. Vi kan derfor ikke umiddelbart kommentere denne sag yderligere.”
Salgschef for russiske Aeroflot i Norden, Johan Magnus Eriksson, siger til standby.dk, at passagererne har et valg.
”TV-fotografen kan bringe sit kamera ombord, men hvis det fylder eller vejer mere end de fastsatte regler skal der købes en billet til det. Hvis TV-kameraet ikke kan være i for eksempel hattehylden i kabinen, kommer det jo til at optage et flysæde. Det kan også være et spørgsmål om, hvor meget kameraet vejer; Aeroflot tillader ti kilo håndbagage på economy og 15 kilo på business class. I tvivlsspørgsmål er man altid velkommen til at kontakte Aeroflot,” siger Johan Magnus Eriksson.
Stor søgning efter flybilletter til Rusland
I øvrigt har sommerens kommende VM-slutrunde i fodbold fordoblet antallet af søgninger på flybilletter til Rusland i forhold til samme tid sidste år. Det viser undersøgelse fra hjemmesiden ForwardKeys, der vurderer rejsemønstre ud fra analyser af i gennemsnit 17 millioner daglige bookinger af flybilletter.
VM-slutrunden afvikles i 11 russiske byer mellem den 14. juni og 15. juli med deltagelse af 32 nationer. I Gruppe C møder Danmark den 16. juni Peru i Saransk, den 21. juni er modstanderen Australien i Samara og 26. juni afsluttes Danmarks indledende pulje mod Frankrig i Moskva. Alle tre spillebyer ligger i relativ overskuelig afstand af hinanden.
Relaterede artikler:
Særlige russiske flyregler under VM
Russiske hotelpriser i skyhøjde