TURISME: Danske rejsebureauer arbejder på højtryk for at arrangere fanrejser til Danmarks tre VM-kampe i Rusland til sommer.
I fredags blev det afgjort, hvem Danmark skal spille mod i de indledende puljekampe ved VM-slutrunden i sommeren 2018.
Det er dermed 100 procent fastlagt, i hvilke russiske byer de tre kampe med dansk deltagelse skal spilles. De danske rejsebureauer, der kommer til at udbyde rejser til slutrunden, gik straks i gang med at sammensætte pakkerejser til de mange interesserede fans.
Hos Mangaard Travel Group arbejder man for fuld kraft på at få lagt et program, man kan sende ud til kunderne. Rejsebureauet har imidlertid endnu ikke overblik over priser og antallet af rejser.
”Vi kommer til at lave pakkerejser med en eller flere kampe. Vi er i fuld gang med at planlægge tingene, og vi kan allerede mærke stor interesse fra fansene,” siger Kjeld Jul Madsen, der er partner i Mangaard Travel Group, til standby.dk.
Centrale spillebyer
Danmark møder Peru den 16. juni i Saransk, og den 21. juni er modstanderen Australien i Samara, inden det danske landhold slutter med braget mod Frankrig den 26. juni i den russiske hovedstad, Moskva. Alle tre spillebyer ligger inden for en relativ overskuelig afstand af hinanden.
”Det er godt, at de tre spillebyer ligger nogenlunde centralt i Rusland, og at man ikke skal rejse alt for langt mellem kampene. Det havde selvfølgelig været bedre, hvis kampene var i Moskva, St. Petersborg og Kaliningrad, men det er jo rent hypotetisk,” siger Kjeld Jul Madsen og fortsætter: ”Vi kommer til at tilbyde rejser til fans i alle aldersgrupper. Da der var VM i Sydafrika, havde vi også alle aldersgrupper med – sågar store børn med deres forældre. Så det forventer vi også vil ske til slutrunden i Rusland.”
Et andet rejsebureau, der arrangerer fodboldrejser, er Travel Sense. Men her vil man kun koncentrere sig om kampen i Moskva, og både private og forretningskunder får mulighed for at købe en rejse, lyder det til standby.dk.
Til Moskva for små 6.000 kroner
En del flere private danske fodboldfans vil i stedet rejse med LA Travel, fordi rejsebureauet er partner med DBU. Virksomheden har fået fastlagt priserne på rejser til hver af de tre kampe. Prisen er 7.995 kroner for rejser til hver af kampene mod Peru og Australien, og en rejse til opgøret mod Frankrig koster 5.995 kroner.
Inkluderet i de nævnte priser er direkte fly tur/retur fra København, to overnatninger på trestjernet hotel (inkl. morgenmad), transfer tur/retur fra lufthavn til hotel, russisk- og dansktalende guider samt tilknyttet sikkerhedspersonale.
Relaterede artikler:
Ingen visumtvang i Rusland – og gratis togrejser ved Fodbold-VM