Fra 3. juni sejler Bornholmslinjen igen mellem Rønne og Sassnitz. ”Det er uhensigtsmæssigt at sejle med stort set tomme færger – men der sker ikke noget, før vi sejler igen,” lyder det.
Bornholmslinjen har flere gange udskudt genstarten af ruten mellem Rønne og Sassnitz i Nordtyskland. Den har på grund af coronakrisen været lukket siden årsskiftet – men nu kommer de tyske gæster tilbage til Bornholm, lyder håbet.
Dermed kan færgen Hammershus, der har plads til over 700 passagerer, tage turen på tre en halv time til Sassnitz. I første omgang i en reduceret sejlplan. Det bliver en forsigtig udgave af den længe ventede genåbning af ruten til Tyskland, hvor mange afgange ikke kan forsvares gennemført på grund af meget få bookinger.
”Det er meget tydeligt at se på de tyske bookinger, at tyskerne gerne vil på en forlænget weekend fra torsdag til søndag – og så vil de gerne rejse den traditionelle uge fra lørdag til lørdag,” siger Bornholmslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard, i en pressemeddelelse.
For Bornholmslinjen betyder det, at afgange mandage og fredage aflyses. Lørdage skulle der sejles med færgerne Hammershus og Povl Anker, men de to afgange lægges sammen til én med Hammershus.
”Det er på alle måder uhensigtsmæssigt at sejle med stort set tomme færger. Men vi må også erkende, at der ikke sker noget på ruten til Tyskland, før vi begynder at sejle igen, så derfor sætter vi forsigtigt i gang,” siger Jesper Skovgaard.
Den reducerede sejlplan forventes at løbe frem til den 19. juni, hvor planen er at gå i normal drift. ”Vi er spændte på reaktionen i Tyskland, når de atter kan booke til Bornholm. Vi håber selvfølgelig, at mange vil springe til, når muligheden igen er der,” siger Jesper Skovgaard.
Molslinjen har næsten alle danske færgeruter
Molslinjen, der i 2019 omsatte for 1,9 milliarder kroner, har siden 2015 udvidet fra to til ni færgeruter og forøget flåden fra tre til 15 skibe, der under normale rejseår betjener op til otte millioner passagerer.
Molslinjen sejler nærmest alle danske færgeruter, i alt ni fordelt på Alslinjen, Bornholmslinjen, Fanølinjen, Langelandslinjen, Molslinjen og Samsølinjen. Selve Molslinjen sejler om sommeren også mellem Sjællands Odde og Ebeltoft på Djursland, mens Bornholmslinjen har tre ruter til Bornholm, fra Ystad i Sverige, Køge og snart igen også fra tyske Sassnitz.
Derudover har Molslinjen også Kombardo Expressen med direkte busruter mellem en række større byer i Danmark og over en halv million årlige passagerer, under normale rejseår.
Relaterede artikler:
Rederi fik sit nye flagskib til Danmark