Danske hoteller forventer svag vækst

Danske hoteller og restauranter venter i år en vækst i omsætningen på mellem én og fem procent, viser ny Horesta-analyse.

75 procent af danske hoteller og restauranter tror på, at de i 2018 vil byde velkommen til flere gæster end i det forgangne år, mens 78 procent forudser et øget forbrug pr. gæst.

Det viser en ny analyse, som brancheorganisationen Horesta har lavet. Optimismen er dog beskeden, understreger brancheorganisationens cheføkonom Jonas Kjær.

Kun en smule over 2017
”Der er optimisme at spore blandt virksomhederne i hotel- og restauranterhvervet, men langt de fleste af vores medlemmer forudser en beskeden vækst på mellem én og fem procent. Branchen har været vidne til høje vækstrater de senere år, og det lader til, at virksomhederne forventer et 2018, som kun ligger lidt over året før,” fortæller Jonas Kjær.

Forventningerne til 2018 skal desuden ses i lyset af, at 65 procent af erhvervets virksomheder havde vækst i omsætningen i 2017.

Væksten sidste år var primært drevet af den private efterspørgsel. Næsten halvdelen af branchens virksomheder oplevede omsætningsvækst fra dette segment, mens kun omkring hver tiende havde faldende efterspørgsel fra det private marked.

Gæsterne forventer højere kvalitet
I Horestas nye undersøgelse svarer hotel- og restaurantvirksomhederne desuden, at deres gæster efterspørger en højere kvalitet, end de gjorde for et år siden.

På tværs af alle virksomheder i undersøgelsen svarer 42 procent, at de individuelle, private gæster køber produkter af en højere kvalitet, hvilket skal sammenholdes med, at blot to procent af hotel- og restaurantvirksomhederne oplever øget efterspørgsel efter lavere kvalitet.

Både hos bespisnings- og overnatningsvirksomhederne ses det desuden, at alle kundegrupper bestiller kortere tid i forvejen.

Det er særligt overnatningsvirksomhederne, som oplever, at gæsterne har forkortet perioden mellem bestilling og ankomst, og den største ændring skal findes hos de individuelle forretningsgæster.

 

Relaterede artikler:

Københavnske hoteller på vej mod nedgangstider

En halv million krydstogtturister på Københavns hoteller

Danske hoteller fordobler milliardoverskud