STANDBY.DK Nyt om rejser
RID (Rejsearrangører i Danmark) mener, at hvis der skal være en rejsegarantiordning, bør den være frivillig – både for ferierejsende og flypassagerer.
Ved at rejse med en rejsearrangør får kunderne tryghed for at komme godt ud og komme godt hjem.
Hvis ferierejsende fravælger arrangøren og selv agerer rejsearrangør, må man også tage de konsekvenser, der følger med. Så fravælger man også en del af den tryghed, der følger med en arrangeret ferierejse.
For nogle er det klogt at tegne en konkurssikring. Ligesom det kan være klogt at tegne en rejseforsikring eller en afbestillingsforsikring. Men det skal være frivilligt. Det skal ikke proppes ned i halsen på de rejsende.
Det er også klogt at tage sololie på. Det skal vi da heller ikke lovregulere om.
Der er en tendens til, at nogle i forbrugerbeskyttelsens hellige navn gerne vil ”tvangsindpakke” de rejsende i en beskyttelse, de ikke altid har brug for og måske heller ikke ønsker.
Det svarer lidt til, at nogle kommuner vil hjælpe unge skoleelever til at blive ansvarsbevidste samfundsborgere ved at vække dem om morgenen, så de husker at komme i skole.
Hvor blev ansvarligheden af? Og det frie valg?
I dag skal både rejsearrangører og registrerede flyselskaber stille en garanti i Rejsegarantifonden. Flyselskaberne skal tillige indbetale kr. 20 for hver frivillig konkurssikring, de sælger.
Når man hører det umiddelbart besnærende ønske om, at konkurssikring bør være obligatorisk, hører man sjældent i samme moment en tilkendegivelse af, hvordan denne ordning skal finansieres og risikoen afdækkes.
Hvis man vil gøre konkurssikringen obligatorisk, vil flyselskaberne skulle stille nogle eksorbitant høje garantier, hvis garantierne skal dække hele risikoen. Det vil være svært om ikke umuligt for nogle. Og utroligt dyrt og dermed have en negativ effekt på erhvervets konkurrenceevne.
Hvis man vil finansiere en obligatorisk konkurssikring gennem mindre bidrag fra den enkelte rejsende, vil der for det første gå lang tid, før der er tilvejebragt en så stor formue i fonden, at den kan modstå en større flyselskabskonkurs. Hvem skal tage risikoen i den periode?
Hertil kommer, at en kollektiv og obligatorisk ordning – på samme måde som det har været tilfældet med rejsearrangørerne – vil gøre, at de solide og pæne selskaber kan komme til at betale for nogle, som ikke nødvendigvis ønsker eller evner at drive seriøs luftfartsvirksomhed.
Sporene fra rejsebranchen skræmmer!
Når rejsegarantifondsloven skal revideres til efteråret, er det virkelig plads til og brug for klare forbedringer.
For det første bør reglerne for hvilke luftfartsselskaber, der er omfattet af loven, revideres.
For det andet bør det sikres, at den formue, rejsearrangørerne har opbygget i fonden, bruges til at sikre rejsearrangørernes kunder og ikke dem, som aktivt har fravalgt arrangørerne, men som kommer i klemme i tilfælde af et flyselskabs konkurs.
For det tredje bør reguleringen af rejsearrangørernes forhold moderniseres:
Eksempelvis stiller charterrejsearrangørerne i dag efter loven væsentligt større garantier end ikke-charterarrangører. Det bygger på en fordums opfattelse af, at rejsearrangørerne, til forskel fra andre rejseformer, modtager kundernes forudbetalinger i mange måneder før afrejsen.
Så entydigt er billedet ikke i dag.
Forudbetalingsmønstret er ændret væsentligt. Ikke mindst ved køb af rejser på nettet. Når man eks. køber en flybillet på nettet trækkes betalingen straks. Og så er pengene i flyselskabets varetægt. Tilsvarende gælder for andre ferie- og rejseformer.
Det er bl.a. derfor, at de stillede garantier i fonden i dag kun dækker ca. 1/3 af de erstatninger, der udbetales fra fonden. Der er noget helt galt. Så hele garantistrukturen skal have et service-check, så der bliver en bedre balance mellem garantien og den risiko, man som rejseudbyder udsætter de rejsende og Rejsegarantifonden for.
Forudbetalinger er trods alt betroede midler, indtil modydelsen leveres.
