Det koster slots at blive partnere

Lufthansa og United må afgive syv attraktive slots om ugen for at få lov til at arbejde i deres joint venture selskab, hvor også Air Canada er med og SAS står på spring til Atlantic Plus-Plus.

Det er ikke uden omkostninger at fusionere og lægge kræfterne sammen mod konkurrenterne. Det har utallige kartelsager gennem tiderne bevist. Nu er der liberaliseret, også over Nordatlanten mellem USA og EU-landene, men hvert projekt skal godkendes af begge parter.

I USA går de ikke så meget op i slots, men i en lufthavn som Frankfurt, hvor trafikken truer med at sprænge alle rammer, og hvor der er forbud på natflyvning, er sagen en ganske anden.

Derfor har EU nu forlangt, at Lufthansa og United, der er gået sammen i en joint venture – Atlantic Plus-Plus – hvor man deler indtægter og udgifter på bestemte ruter, skal afgive afgange og ankomster på strækningen mellem Frankfurt og New York.

Air Canada er også medlem af samme selskab, og SAS står på spring til at komme ind. Derefter kan gruppen gå på rov hvor som helst og begynde at flyve sammen og dele risikoen. Et eksempel til den tid med dansk isæt kunne være København – Miami og København – Seattle.

Foreløbigt må Lufthansa og United afgive syv slots, en daglig afgang på strækningen mellem Frankfurt og Newark og JFK. Der er fortsat rigeligt af muligheder. Lufthansa opererer hver dag en 747 til Newark og to Airbus A330 til JFK. United har to daglige afgange med Boeing 767.

Konkurrenterne på ruten er Delta Air Lines med en daglig 767 til JFK, mens Singapore Airlines flyver med en A380 mellem Frankfurt og JFK.

Om der overhovedet er nogen, der er interesseret i de syv ledige slots, skal vise sig indenfor en måneds frist.