Casper Puggaard (Foto: Privatfoto)

Direktør forlader Scandic

Kommerciel direktør Casper Puggaard forlader Scandic Hotels efter en ændring i den danske organisationsstruktur.

Tirsdag i denne uge måtte kommerciel direktør Casper Puggaard tage en runde i Scandic Hotels danske hovedkvarter i Nansensgade og sige farvel til de kolleger, som han har arbejdet sammen med i de næsten ti år, han har været ansat i hotelkæden.

Casper Puggaard har måttet fratræde sin stilling i Scandic Hotels i Danmark som følge at ændringer i den danske organisationsstruktur. Hotekkædens kommercielle organisation er blevet spillet fra en til to enheder og vil fremadrettet være opdelt i Brand & Marketing og Salg & distribution.

Men der var ikke plads til Casper Puggaard efter den organisationsændring, og derfor har han forladt sin stilling efter gensidig aftale.

”Scandic har netop gennemgået en dansk strukturændring, så vi nationalt nu afspejler vores kommercielle organisation på Group-niveau. Det er den rigtige beslutning i forhold til at sikre det bedste samarbejde mellem Group og land, samt at vi fremover står så stærkt som muligt i det danske marked. Jeg ønsker i denne forbindelse at takke Casper for sit store og dedikerede arbejde i Scandic de seneste ni år, hvor han har bidraget til at sikre Scandic den stærke position, vi har i dag,” siger Jens Mathiesen, der er administrerende direktør for Scandic Hotels i Danmark.

Ingen dramatik
I forbindelse med omstruktureringen forfremmes selskabets danske marketingdirektør Mette Broløs til brand- og marketingdirektør og vil fremover være en del af hotelkædens danske ledelse. Peter Hansen vil fortsat være salgsdirektør for Scandic Hotels i Danmark.

“Jeg har egentlig ikke yderligere kommentarer, end hvad der står i pressemeddelelsen, der er godkendt af begge parter. Jeg har selv været med til at bakke op om den foreslåede organisationsændring. Jeg er ked af at forlade Scandic, men det er det rigtige for selskabet. Der er ingen dramatik i det her,” siger Casper Puggaard til STANDBY.dk.

Casper Puggaard startede som trainee hos SAS i 1995 og nåede gennem 11 års ansættelse i flyselskabet at være beskæftiget som route controller og var en periode Key Account Manager for SAS Hosting og Scandinavia IT Group. Sidenhen trak den kommercielle del i flyselskabet, hvor Casper nåede at virke som projektchef i forbindelse med den kommercielle turnaround samt produktchef samt chef for forrretningsudvikling.

Fra 2006 til 2008 var Casper Puggaard kommerciel dirketør for Euro Alarm, inden Sterling Airlines i august 2008 lokkede med et job som marketingdirektør. Det varede dog ikke længe, da flyselskabet gik konkurs i oktober samme år.

Casper Puggaard skiftede i juni 2009 luftfarten ud med hotelbranchen, og først var han i næsten otte år salgs- og marketingdirektør hos Scandic Hotels, inden han i april 2017 blev forfremmet til kommerciel direktør.

 

Relaterede artikler:

Scandic lander kæmpe kontrakt med den danske stat

Scandic lancerer nyt mødekoncept

Scandic styrker organisationen