Lovforslag på vej om hvem, der skal råde over drikkepengene, kan give ændringer for gæsterne, men ser ud til at være en klar fordel for restaurantens indehaver.
Med god grund er danskerne ofte i vildrede, når de kommer til USA med hensyn til drikkepengene. Amerikanerne selv strør om sig med dollarsedler (kurs i dag 5,97). Mere eller mindre officielt skal man selv lægge 15 procent på restaurantregningen, men det har efterhånden vokset sig til 18-20 procent, og nogle steder lidt mere. Men ingen ved nøjagtigt, hvad den enkelte tjener i løbet af en måned.
Nu har Arbejdsministeriet (DOL) sidst i januar udarbejdet et lovforslag, hvor ejeren eller forpagteren af virksomheden må beholde drikkepengene, hvis tjenerne aflønnes med mindstelønnen. Det er der mange steder, de ikke bliver i dag.
Hvis restauratøren fortsat vil have kontrol, kan det løses ved at lade hovedparten af pengene gå i pulje og fordele dem til personalet, der til daglig er bag kulisserne, som det også sker flere steder i Danmark. Det kommer ud over tjenere også kokke og i enkelte tilfælde også rengøringen til gode.
I følge en rapport fra Economic Policy Institute vil de ansatte efter den ny ordning miste 5,8 milliarder dollars, hvis cheferne over hele USA vælger at høste gevinsten. Det vil af mange grunde næppe være klogt, og selv om det indhøstede beløb går i trunk til fælles glæde, vil det næppe glæde frontfigurerne, som forventes at ville kræve løsstigninger ud over mindstelønnen som kompensation.
Mindsteløn skal stige
Timelønnen er på føderalt plan ca. 44 kroner, men skal i Californien stige til ca. 98 kroner inden 2024. I rapporten noteres, at 12 procent af de ansatte har ’fået stjålet’ drikkepenge af deres chef eller supervisor. Den sidste er en form for inspektør eller overtjener og tippes normalt ikke på samme måde, men aflønnes med fast løn. Lidt håndører falder der jo nok af alligevel.
På flere krydstogtskibe er selve tipsbeløbet en stor del af tjenernes løn, mens de 15 procent, der lægges på drikkevarer, fordeles mellem tjenere og overtjenere/inspektører.
Dørmanden tjener mest
Eksemplet fra sin tid i New York, hvor direktøren fortalte, at dørmanden tjente mere end den administrerende direktør, er en sandhed, som nok kan sætte gang i dollarsedlerne. En dollar for at blive hjulpet ud af taxaen. En dollar for en åben dør til lobbyen. En dollar for at tage sig af en kuffert eller en rullevogn. En dollar for samme styk bagage til værelset. Flere dollars, hvis der er flere stykker bagage. Det løber op.
Hvis det nye forslag bliver en realitet, er der en åben dør for mere sort økonomi. Hvem afgiver frivilligt fem dollars for at lægge dem i en fælles pulje, og hvem går frivilligt med til få regulær løn i stedet for det tredobbelte som tips?
Rapporten fastslår i øvrigt, at det primært vil gå ud over de kvindelige ansatte med de nye regler. 80 procent af dem får nemlig mere i tips end deres mandlige kolleger.
Relaterede artikler: