Næste år åbner det store Dubai Harbour-projekt, der ifølge bygherren, Meraas, vil kunne håndtere to af de største krydstogtskibe på samme tid. Illustration: Dubai Harbour, Meraas.

Dubai vil tiltrække flere krydstogter

Emiratet øger fokus på krydstogter. Dubai, der næste år får ny stor krydstogtterminal, forventer denne sæson én million krydstogtpassagerer – trods kritik af ensformige udflugtsmål i regionen.

Dubai, der i forvejen har stor fokus på turisme, har også opdaget det flydende krydstogtsegment – og fortsætter bestræbelserne på at fastholde sin status som regionens hovedstad for krydstogter.

Dubai har allerede sin Mina Rashid Cruise Terminal, den største i regionen med omkring 850.000 krydstogtpassagerer i højsæsonen 2018/19, ifølge officielle statistikker, skriver CNN på sin Travel-hjemmeside. Tallet svarer cirka til hvad Københavns Havn årligt tiltrækker af krydstogtpassagerer.

Og målet for den igangværende vinterhøjsæson fra oktober til marts/april næste år, er for første gang at passere en million krydstogtgæster. Det sker blandt andet ved at Dubai lokker flere krydstogtrederier til emiratet – enten som debutanter eller med flere og større skibe end hidtil.

Dubai sælger sig blandt andet som krydstogtdestination med nærmest garanteret solskin og at det er let at komme til og fra emiratet med de mange direkte ruter fra blandt andet dets flyselskab, Emirates, fra for eksempel europæiske storbyer.

I dette års vintersæson har eksempelvis italienske Costa Cruises for første gang stationeret sit flagskib “Costa Diadema” i Dubai. Herfra vil det med udgangspunkt fra netop Mina Rashid sejle krydstogter med anløb i for eksempel Doha i Qatar og Muscat i Oman.

Udover ”Diadema” har andre store rederier stationeret skibe i Dubai denne vinter, det gælder for eksempel Royal Caribbeans “Jewel of the Seas” og MSC Cruises’ “MSC Bellissima.”

Ny terminal åbner næste år
Området omkring Mina Rashid åbnede i 2014 sin tredje krydstogtterminal.

På vej er også det store Dubai Harbour-projekt, der skal åbne næste år – hvor Dubai har verdensudstillingen Expo 2020. Dubai Harbour-projekt vil blandt andet byde på to avancerede krydstogtterminaler, ifølge udvikleren og bygherren for projektet, Meraas, skriver CNN.

Projektet får blandt andet kapacitet til at kunne håndtere to af de største krydstogtskibe på samme tid.

En billigere måde at opleve Dubai på
Udover infrastrukturen med nye krydstogtterminaler, tilbyder turistmyndighederne i Dubai også incentives for at tiltrække krydstogtturisterne.

I maj i år kom således Dubai Stopover Pass med særlige priser til populære turistattraktioner som kæmpeskyskraberen Burj Khalifa og Dubai Aquarium for besøgende, der kun er kort tid i emiratet som krydstogtpassagerer.

Det er håbet, at man med krydstogter kan inspirere turister, der ellers ikke ville være kommet til Dubai, til at få en smagsprøve af emiratet, der for nogen kan være en dyr fornøjelse, siger Shaun Ebelthite, der har hjemmesiden Cruise Arabia til CNN.

“Dubai markedsføres navnlig indenfor high end og luksusrejser med kæmpe shopping malls, de bedste beach resorts og de mest luksuriøse hoteller,” siger Shaun Elbethite og tilføjer:

”Men turisterne, der gerne vil opleve Burj Khalifa har ikke nødvendigvis råd til en hel uge på hotel i Dubai med alle de ekstra omkostninger, der så vil løbe på. Men kan de via en krydstogtpakke se flere byer i regionen og få flere oplevelser, så kan det blive mere tillokkende.”

Destinationsudflugter kan virke meget ens
Omvendt, tilføjer Shaun Elbethite, så klager man krydstogtpassagerer over, at ”anløbsbyer og steder som Abu Dhabi, Doha, Bahrain og Muscat alle kan virke meget ens med nærmest samme udbud af udflugter fra krydstogtskibene.”

For netop at adskille sig når det gælder forskelligheder i landudflugter til krydstogtpassagerer, har flere destinationer i regionen introduceret nye tilbud – også til glæde for turister, der bor på hotel.

For eksempel har Muscat i Oman udviklet udflugter til ørkenen med firehjulstrækkere eller på kamelryg; Abu Dhabi har fået et unikt kunstmuseum med sit eget Louvre museum – og der kommer nye anløbsmuligheder for krydstogtskibene som øen Sir Bani Yas Island udfor kysten af Abu Dhabi.

Relaterede artikler:

Emirates klar til check-in i krydstogtterminal

Her er verdens bedste krydstogtskibe

Lonely Planet klar med verdens bedste rejsemål