TERRORFRYGT: Egypten er dybt afhængig af sine turister, hvoraf nogle nu får en meget mere besværlig vej, når de skal på ferie. Den individuelle visering med visum ved ankomsten stopper.
Egypten har på grund af politiske uroligheder tabt en meget stor del af sine udenlandske turister den senere tid. Der ser ud til at være fremgang, men til gengæld er det nu landets egne sikkerhedsmyndigheder, som har ønsket mere kontrol med hvem, der kommer ind i landet.
Det er især trusler fra de islamistiske grupper i Sinai-regionen, som er baggrund for, at turisterne i fremtiden skal søge visa i deres hjemlande, inden de rejser.
Udenrigsministeriet har senere blødt op og meddelt rejsearrangører og transportselskaber, at systemet er uændret for grupperejser til Egypten. Herefter må rejsebureauerne få defineret, hvor mange der skal til en gruppe.
Ifølge de seneste oplysninger går også krydstogtturister på udflugter i Egypten fri for ændringer.
Egypten håber fortsat på at nå op på 20 mio. turister inden 2020 – selv om turistministeriet ikke er glad for den nye stramning i adgang til landet.