Alle de kommercielle fly på formationsflyvningen havde en "Year of Zayed" dekoration efter De Forenede Arabiske Emiraters grundlægger, Sheikh Zayed. Foto via Emirates.

Emirat-flyselskaber i sjælden formation

For at fejre 47-års dagen for oprettelsen af De forenede arabiske Emirater, UAE, fløj passagerfly fra fire flyselskaber i UAE søndag en unik formationsflyvning over emiraterne.

Flyvningen for at markere UAE’s 47. uafhængighedsdag blev foretaget af fire passagerfly, en Boeing B737 MAX 8 fra Flydubai, en Air Arabia Airbus A320 og to Airbus A380 fra henholdsvis Etihad Airways og Emirates – de blev ledsaget af syv jetfly fra opvisningsteamet Al Fursan fra UAE’s flyvevåben.

Klik for stort format. På rundturen over de syv emirater passerede formationen en række kendte landmærker i UAE. Foto via Emirates.

Søndagens flyvning var også en hyldest til Sheikh Zayed, der regnes som skaberen af UAE, som han stod i spidsen for gennem 38 år til sin død i 2004.

Særflyvningen over de syv emirater var forberedt gennem fem måneder, hvor de udvalgte piloter blandt andet havde øvet formationsflyvningen i simulatorer. Mens flyvningen pågik var det berørte luftrum lukket for anden trafik. Tilbage i starten af november havde der været en testflyvning af formationen med de 11 fly for at se, om alt nu var i orden.

Passerede kendte landmærker
Formations-flyene lettede søndag fra lufthavnen Dubai World Central Al Maktoum International Airport og samlede sig i flyvehøjder på mellem 2.000 og 5.000 fod.

Da formationen var samlet, overfløj den først emiratet Ras Al Khaimah, RAK, nord for Dubai som de passerede med blot omkring 100 meter mellem de deltagende fly. Efter RAK passerede formationen emiraterne Um Al Quwain og Ajman ligesom de overfløj i UAE kendte landmærker som Sharjah Corniche, Dubais Palm og World Islands med tårnet Burj Khalifa i baggrunden. Herfra gik turen forbi Abu Dhabi Corniche og Sheikh Zayed Mosque. Herefter sagde flyene tak for denne gang og returnerede til deres respektive hjemmelufthavne.

De fire flyselskaber fra emiraterne har ifølge pressemeddelelse fra Emirates, det største af flyselskaberne, årligt over 100 millioner passagerer. Emirates er også det eneste af de fire UAE-selskaber til at betjene Danmark – det sker med den daglige Airbus A380-flyvning mellem Dubai og Københavns Lufthavn.

Relaterede artikler:

Emirates håber at øge i København

Emirates får ekstra fly til København

Dubai skal gøres mere synlig i Norden