Emirater klar med skandinavisk roadshow

Rejsebureauer kan i september komme til roadshow med i København, Oslo og Stockholm med De forenede Arabiske Emirater. Emiratet Ras Al Khaimah ser stor vækst fra Norden.

De forenede Arabiske Emirater, der blandt andet tæller Dubai, Abu Dhabi, Sharjah og Ras Al Khaimah, indbyder i midten af næste måned rejsebranchen til workshops i Skandinavien.

Det sker den 17. september i Stockholm, 19. september i Oslo og den 21. september i København, hvor arrangementet holdes på Hotel d’Angleterre. Ved sammenkomsten deltager turismeudbydere fra emiraterne, herunder flyselskaber som Emirates, der har hjemme i Dubai.

Se mere om de tre workshops på kalenderen her på STANDBY.dk

Et af emiraterne, Ras Al Khaimah, RAK, har ambition om at tiltrække tre millioner årlige udenlandske turister i 2025. Mens antallet af udenlandske turister i RAK sidste år var 900.000, heraf små 20.000 fra Norden, skal tallet i år gerne stige til en million. RAK ligger cirka en times kørsel nord for Dubai.

Turistmyndighederne i RAK, Ras Al Khaimah Tourism Development Authority (RAKTDA), melder, at i første halvår af i år havde emiratet en fremgang på 14 procent sammenlignet med sidste år.

Der var navnlig stigninger i ankomster fra Rusland, en vækst på 50 procent fra januar til juni i år, mens antallet af ankomster fra Norden voksede over 21 procent, oplyser RAKTDA.

Andre markeder med stor fremgang i turismeankomster til Ras Al Khaimah var i årets første halvår Tjekkiet med 34 procent og Kasakhstan med 22 procent.

Mange nye hotelværelser
Ras Al Khaimah fik for nylig en World Travel Award-pris for at være Leading Adventure Tourism Destination 2018 i Mellemøsten.

Turistmyndighederne i RAK kan også glæde sig over, at belægningsprocenten på hotellerne i emiratet holder sig på cirka 75 procent.

Den forventede store stigning i turismen giver behov for mange flere hotelværelser. Mens RAK i dag har cirka 6.500 hotelværelser, er der offentliggjort planer om at tilføre markedet yderligere 5.600 værelser de kommende tre år. Det sker blandt andet med åbning af nye hoteller fra internationale varemærker som Marriott, Movenpick, Sheraton, Anantara, Rezidor, Intercontinental, Hampton by Hilton og Crowne Plaza.

Inden år 2022 forventer RAK at have yderligere 12.000 nye hotelværelser klar.

Relaterede artikler:

Abu Dhabi åbner kæmpe forlystelsespark

Emirat fastholder fokus på turistvækst

Ørkenemirat får repræsentation i Norden