Den danske hotelkæde åbner denne måned to nye hoteller. For at være med til at sælge de snart 11 hoteller har Zleep ansat endnu en sælger, der bliver ny i rejsebranchen.
Anders Nørgaad Hoe er den nye sales manager og dermed tredje sælger i Zleep Hotels salgsafdeling, han får ansvar for Zleeps salg i Midt- og Nordjylland. Han er ny i rejsebranchen og har de seneste 12 år været eksportchef for fødevarefirmaet Noridane Foods.
Salgsafdelingen i Zleep Hotels består i dag af salgsdirektør Lisbeth Simonsen og, med Anders Nørgaad Hoe, tre salgschefer.
Teamet skal blandt andet sælge kædens ni nuværende hoteller og seks kommende. I denne måned åbner Zleep Hotels i Aalborg samt sit første hotel udenfor Danmark, i Upplands Väsby mellem den sveske hovedlufthavn, Arlanda, og selve Stockholm.
Der er endnu fire nye, bekræftede Zleep Hotels på vej i Danmark. For ATP Ejendomme skal kæden drive hotel i Ørestad, for Pension Danmark i Skejby udenfor Aarhus og for PFA Ejendomme et hotel i Hillerød. Alle tre hoteller forventes at åbne senere i år. Hertil kommer et Zleep-hotel ved Lyngby udenfor København, der efter planen er klar i 2020.
Mens hotelkæden i dag tæller 870 værelser, forventes de bekræftede projekter at sikre en fordobling til 1.700 værelser i 2020, oplyser kæden.
Nye vækstmål
Mens Zleep Hotels’ pressemeddelelser hidtil har talt om, at kæden i 2020 skal operere 20 hoteller, er dette tal nu justeret til 25 hoteller i 2025.
De 25 hoteller er ikke kun egentlige Zleep-hotels, men også hoteller som Zleep-koncernens hoteldriftsselskab, Core Hospitality, driver. Core har foreløbig to hoteller: Hotel Marina i Vedbæk og Quality Airport Hotel Dan ved Københavns Lufthavn. Til marts åbner Moxy Copenhagen, Moxy er et Marriott-varemærke skabt i samarbejde med IKEA, ligesom der er et Moxy-hotel på vej i norske Bergen.
Relaterede artikler:
Nyt Marriott-hotel i København klar med direktør