Forslag til ny lov for korttidsudlejning via for eksempel Airbnb-platforme i EU er endelig kommet på papir, lyder meldingen. Arkivpressefoto: Airbnb.

EU ser på pirathoteller og moms fra Airbnb-udlejere

HORESTA glæder sig over nye forslag fra EU-Kommissionen om registrering af Airbnb-udlejere, og at EU-landene skal kunne opkræve moms på korttidsudlejning direkte via de globale platforme.

Den private udlejning af boliger og værelser buldrede afsted før pandemien, og det er ved at ske igen. Der er ikke styr på kontrollen med loftet over antal udlejede dage, eller om udlejere overholder reglen om udlejning i øvrigt.

Det siger Martin Gertz Andersen, politisk chefkonsulent i HORESTA, og tilføjer: ”Myndighederne mangler de nødvendige værktøjer til at tage hånd om globale platforme som Airbnb.”

HORESTA arbejder som eneste danske brancheforening på EU-plan med HOTREC – den fælleseuropæiske hotel- og restaurantorganisation – om at få styrket det politiske greb om privatudlejningen via for eksempel Airbnb.

Derfor glæder HORESTA sig nu over, at organisationens samarbejde med HOTREC, nu – ifølge HORESTA – har sat tydelige aftryk på flere EU-forslag i Bruxelles.

Forslag om både registrering af udlejere
”Der skal styr på reguleringen af privat udlejning.”

Så kort kan vores budskab i den årelange kamp mod for eksempel Airbnbs gunstige rammebetingelser siges,” lyder det fra Martin Gertz Andersen, der fortsætter:

”Derfor er vi glade for, at EU-Kommissionen nu efter pres fra vores branche har forslag fremme om både registrering af udlejere, og at EU’s medlemslande skal kunne opkræve momsbetaling på korttidsudlejning direkte via de globale platforme i stedet for hos hvert enkelt udlejningssted.”

HORESTA’s politisk chefkonsulent medgiver, at man endnu ikke er i mål. Martin Gertz Andersen siger: ”Selvom intet endnu er stemt igennem, så betyder det utrolig meget, at forslaget til ny lov på området for korttidsudlejning via platforme i EU endelig er kommet på papir.”

Effekt på udlejning, det i dag er umuligt at holde opsyn med
Og når den foreslåede EU Forordning med blandt andet tvungen registrering og indberetning af omfanget af udlejningsdage – som vi forventer – vedtages efter forhandlinger i EU, så er det vores opfattelse, at det her vil få en effekt på den udlejning, der i dag er umulig for myndighederne at holde opsyn med, lyder det fra Martin Gertz Andersen.

Når tiltagene er vedtaget i EU, formentligt næste år, skal medlemslandene implementere tiltagene i deres nationale lovgivning med en tilpasning på op til to år.

”Pirathoteller”
Den politiske chefkonsulent i HORESTA tilføjer: ”Kontrol med udlejningsværterne vil forhåbentlig kunne gøre op med dem, der driver ”pirathoteller” via platformene på gunstige skatteforhold.”

Momskravet vil ud fra beregninger af data fra Eurostat og InsideAirbnb sikre flere penge alene i den danske statskasse på over en halv milliard kroner; heraf 133 millioner kroner alene for korttidsudlejning i København.

Moms på korttidsudlejning vil minimere den unfair konkurrence i forhold til den professionelle og momsbetalende overnatningsbranche,” siger Martin Gertz Andersen og tilføjer:

”For HORESTA er det afgørende med en automatisk indberetning af antallet af udlejningsdage, ligesom der er sikret en skatteindberetning fra udlejerne. Lykkes det ikke, er det umuligt at få kontrol med udlejningen.”

 

Relaterede artikler:

EU kræver flere udlejningsdata fra Airbnb

Nej tak til Københavns ønske om færre cityhoteller

Airbnb-udlejning kan være ulovlig