I samarbejde med Europæiske ERV (Europæiske Rejseforsikring) tilbyder teleselskabet 3 privatkunderne rejseforsikring, der kombinerer brugervenlighed og fleksibilitet.
Den nye rejseforsikring kaldes 3Rejseforsikring, den dækker hele verden, og kan blandt andet købes af 3’s privatkunder via mobilen.
”Samarbejdet mellem Europæiske ERV og 3 ligger lige til højrebenet. Vi er meget glade for at være med til at give 3’s kunder tryghed på rejsen,” siger Bjørn Cronquist, nordisk salgschef hos Europæiske ERV (Europæiske Rejseforsikring).
3Rejseforsikring inkluderer de samme klassiske dækninger som de fleste andre rejseforsikringer, men dækker desuden misbrug af stjålet mobiltelefon, privathospitaler, forsinket bagage, forsinket fremmøde, selvrisiko på lejet bil, vintersport, ekstremsport og afbestilling – områder som kan være ekstra tillæg til nogle rejseforsikringer, oplyser partnerne.
”Vores kunder skal opleve ultimativ frihed, når de rejser. Det er et spændende nyt marked for os, og derfor er vi stolte over at introducere produktet i samarbejde med en så rutineret partner som Europæiske ERV,” siger David Elsass, direktør for privatmarkedet hos 3.
Første gang med samarbejde med teleselskab
Europæiske ERV har fokus på partnere ved udbud af rejseforsikringer – især i forhold til skræddersyede løsninger inden for rejsebranchen, men det er første gang ERV bevæger sig ind på teleselskabsmarkedet.
Bjørn Cronquist: ”Rejsevaner har ændret sig meget de sidste år. Det kræver, at rejseforsikringsselskaberne er i stand til at følge med og levere løsninger, der passer til kundernes behov.
Samtidig oplever vi stigende bevidsthed om risici og sikkerhedsløsninger i forbindelse med udlandsrejser i alle brancher, og at en rejseforsikring er en del af service udbuddet, også uden for rejsebranchen, er bestemt en tendens, vi forventer at se mere til.”
Online selvbetjening
3Rejseforsikring til privatkunde i teleselskabet koster ifølge teleselskabet 99 kroner om måneden. Den dækker for rejser op til 30 dage i lande uden for Danmark og kan købes af privatkunder hos 3, hvis de i forvejen har et taleabonnement, er over 18 år og har fast bopæl i Danmark.
Rejseforsikringen knytter sig til et telefonnummer og dækker den primære bruger af nummeret samt hjemmeboende børn under 18 år, oplyser 3.
Relaterede artikler:
Europæiske Rejseforsikring skal skifte navn