Første Dreamliner klar til levering

Flyet bliver leveret til All Nippon Airways, og står klar i flyselskabets blå og hvide farver. Det nye fly er præsenteret for det japanske flyselskabs ledelse og flyvende personale på Boeings Everett fabrik nord for Seattle.

 

Dreamlineren er fremstillet af kompositmaterialer, hvilket er med til at gøre det lettere end andre fly i samme størrelse og samtidig vil det kunne flyve med en brændstofbesparelse på 20% i forhold til konkurrenterne.

 

Boeing har modtaget 827 ordrer på Dreamlineren, hvoraf ANA står for de 55 fly. Der skal foreløbig laves to versioner af flyet. En Boeing 787-8 med plads til mellem 210 og 250 passagerer og en forlænget version, 787-9, med plads til mellem 250 og 290 passagerer. Der er angiveligt tale om endnu en version – en 787-10 – som ifølge Boeing nyder stor interesse fra flyselskaberne.

Skrevet af Flemming Juul