Norske kvinder på shoppingrejser

Der er dejligt i Norge, men der er sandelig også dyrt. Måske får det i stigende grad norske kvinder til at rejse udenlands på shoppingferier. I hvert fald havde de norske jenter i fjor 10% flere ferierejser end mændene, viser en undersøgelse fra det norske Statistisk Centralbyrå (SSB).



Den norske rejsebranche er ikke i tvivl, skriver avisen Aftenposten: spændende butikker i europæiske storbyer får mange til at drage på “jenteture” i udlandet – med indkøbsliste og creditcards.



Den tendens bekræfter Danmarks Turistråds markedschef i Oslo, Vidar Mørch. ”Vi har en stor stigning i antallet af nordmænd, der tager på weekendrejse til København for at fornøje sig, få kulturelle oplevelser – og shoppe. Vi har understreger bl.a. i vores markedsføring på det norske marked, at gode shoppingmuligheder er blandt Københavns attraktioner,” siger Vidar Mørch – der tilføjer, at mange norske kvinder også inddrager Århus i deres shopping-ture til Danmark.



Og så kan det danske turismeerhverv måske begynde at markedsføre wellness på det norske marked. Stadigt flere norske kvinder tager på en uges “egotur” med massage og spabade. ”Og da kvinder er trendsættere, når det gælder ferie, er det en udvikling, der vil accelerere de kommende år,” forudser Gry Håheim fra norske Star Tour.

Skrevet af