2004 rekordår for Københavns turisme

Wonderful Copenhagen vurderer, at også 2005 og 2006 bliver gode turismeår, men bekymrer sig over, at der herefter ikke er større begivenheder i kalenderen.



Bedre økonomiske konjunkturer i de lande, København henter sine turister fra, er en del af forklaringen på fremgangen i år. Men også flere lavprisfly har fået København som destination. Det betyder bedre og billigere tilgængelighed og dermed flere kunder til byen.



Mens de københavnske hoteller har haft fremgang har konkurrencen ramt hårdt blandt hotellerne i Frederiksborg og Roskilde amter. Det betyder, at hovedstadsregionen som helhed kun får en vækst på ca. 5%, dog en rekord på 6,7 mio. kommercielle overnatninger. Det svarer til 13,2 mia. kroner i omsætning, hvortil kommer en omsætning på 2,7 mia. kroner fra endagsturister.



Fremgangen i regionens turismeomsætning kan omregnes til 1.076 nye fuldtidsjobs.



På kanten af det nye år ser det ud til at fremgangen for Københavns turisme fortsætter i 2005 – baseret på bl.a. antallet af anmeldte kongresgæster og krydstogtskibe samt de større transportørers vurderinger.

Skrevet af