De danske og grønlandske steder, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, trækker turister til landene, men for få lokale kender dem, og det er problematisk, mener ny sammenslutning.
Jelling Monumenterne, Stevns Klint og isfjorden ved Ilulissat. Det er blot tre af de i alt ti steder i Danmark og Grønland, som indtager en plads på UNESCOs liste over verdensarvssteder, der onsdag i denne uge kunne fejre 50-års jubilæum.
I øjeblikket er syv danske og tre grønlandske steder optaget på listen fra UNESCO, der er FN’s organisation for uddannelse, kultur og videnskab. I alt rummer verdensarvslisten flere end 1.000 steder i hele verden.
En ny sammenslutning af de danske og grønlandske steder har valgte at benytte jubilæet, som anledning til at advare om, at en del af den lokale verdensarv lever i glemsel, da mange både danskere og grønlændere ikke er bekendt med dem alle.
Befolkningens kendskab er lavt
Danmark har været repræsenteret på verdensarvslisten i 28 år, men det har ikke umiddelbart ført til et bredere kendskab blandt befolkningen, forklarer Morten Teilmann-Jørgensen, der er museumschef på Kongernes Jelling.
”Det første sted var Jelling i 1994. Alligevel oplever vi, at mange ikke kan nævne meget mere end to eller tre steder. Det er en skam, for det er steder, der på verdensplan vurderes som unik og umistelig kulturarv – på linje med pyramiderne og den kinesiske mur.”
Museumschefen er en af initiativtagerne til den nye sammenslutning, der har den holdning, at bevaringen af den kulturarv, som verdensarvsstederne repræsenterer, ikke længere er en selvfølge, da den trues af masseturisme og klimakrisen.
Trækker besøgende til
I forbindelse med jubilæet lancerer sammenslutningen derfor en kampagne på sociale medier, hvor UNESCOs verdensarvslogo formet som blade, kapsler, julestjerner eller ketchup skal minde befolkningerne i både Danmark og Grønland om, at de skal værne om verdensarven, da stederne både repræsenterer den fælles historie og trækker turister til.
”Danskere og grønlændere skal være bedre ambassadører for deres verdensarv. På den måde kan vi for eksempel bedre fortælle turister, hvordan man bedst opfører sig i verdensarven, eller være mere opmærksom på forurening.”
I fremtiden kan der potentielt komme et endnu større dansk islæt på UNESCOs verdensarvsliste, da der er blevet indsendt en ansøgning om at få de fem danske ringborge, som kong Harald Blåtand opførte i årene fra 958 til 987, optaget på listen. Tidligere har det lydt, at man forventer en afgørelse fra organisationen i løbet af i år.
De ti danske og grønlandske verdensarvssteder er:
Navn: | Optaget på listen: | Land: |
Jelling Monumenterne | 1994 | Danmark |
Roskilde Domkirke | 1995 | Danmark |
Kronborg | 2000 | Danmark |
Ilulissat Isfjord | 2004 | Grønland |
Stevns Klint | 2014 | Danmark |
Vadehavet | 2014 | Danmark |
Christiansfeld | 2015 | Danmark |
Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland | 2015 | Danmark |
Kujataa | 2017 | Grønland |
Aasivissuit – Nipisat | 2018 | Grønland |
Relaterede artikler:
Unesco sender advarsel til krydstogtselskaber