Fast flyrute mellem USA og Cuba

Jetblue MSN 5783 A321 First FlightI den kommende uge begynder flyselskaber at flyve i rutefart mellem Cuba og USA for første gang i over et halvt århundrede.

Det er JetBlue, der onsdag som de første starter ruteflyvning mellem de to lande. Det sker fra Fort Lauderdale i Florida til den cubanske by Santa Clara, skriver avisen.dk.

Hermed bliver der sat gang i en fremtidig ruteplan, der inkluderer 110 daglige rejser, hvoraf 90 allerede er godkendt af begge landes regeringer. Der bliver ruter til ni lufthavne i Cuba, når alle tilladelser er på plads.

Myndighederne mangler fortsat at godkende op mod 20 daglige ruter til Cubas hovedstad Havanna. Ifølge Cubas myndigheder kunne amerikanske flyselskaber godt tænke sig at tredoble det antal.

Ifølge USAs transportministerium ønsker American Airlines, Frontier Airlines, JetBlue Airways, Silver Airways, Southwest Airlines og Sun Country Airlines at oprette ruter til Cuba. Afgangene vil være fra Miami, Fort Lauderdale, Chicago, Minneapolis og Philadelphia.