I løbet af sommeren skal Finnair operere charterflyvninger mellem Tyskland og Grønland med en af selskabets Airbus A321.
Det bliver lidt af et særsyn, når fly fra Finnair i næste måned sætter hjulene på landingsbanen i Kangerlussuaq Lufthavn.
Det finske flyselskab flyver normalt ikke til Grønlands største lufthavn, der tidligere var kendt som Søndre Strømfjord. Men Finnair skal denne sommer operere charterflyvninger til og fra lufthavnen i det sydvestlige hjørne af Grønland. Det skriver Routes Online.
Finnair har i samarbejde med en rejsearrangør planlagt fire rotationer med chartergæster, og afrejselufthavnen bliver imidlertid ikke fra flyselskabets base i Helsinki. Flyene skal i stedet operere med udgangspunkt fra Hannover Lufthavn i det nordlige Tyskland, hvorfra de tyske charterrejsende bliver fløjet til Kangerlussuaq Lufthavn.
A321 til Grønland
Tre ud af de i alt fire rotationer foretages henholdsvis den 26. juli, 2. august og 12. august. Afgangene fra Hannover har rutenummer AY7635, og flyet letter klokken 11.55 med ankomst klokken 13.10 lokal tid i Kangerlussuaq. Returflyvningerne sker på rutenummer AY7636 med afgang klokken 15.10 fra Grønland og med ankomst klokken 23.55 i Hannover.
Den sidste rotation bliver den 29. august på rutenummer AY7635. Afgang fra Hannover klokken 13.20 med ankomst klokken 14.40 i Kangerlussuaq. Returflyvningen begynder klokken 16.40 på rutenummer AY7636 med ankomst i Hannover klokken 01.25 den følgende dag.
Samtlige rotationer foretages med en af Finnairs Airbus A321 med de såkaldte ’sharklets’, der er brændstofbesparende.
Travlhed med charterfly
Charterflyvningerne fra Tyskland er kun en lille del af det formodede antal charterflyvninger til og fra Kangerlussuaq Lufthavn denne sommer.
Sidste sommer var der talrige charterfly i Kangerlussuaq, hvor det hele toppede i løbet af august. Sommerens travleste dag i den grønlandske lufthavn var den 17. august, hvor lufthavnen skulle håndtere i alt 100 operationer og cirka 2.500 flypassagerer. Travlheden skyldtes særligt charterfly.
På denne dag var der blandt andet besøg af en Boeing 767-300 fra britiske Titan Airways, som skulle flyve krydstogtpassagerer til og fra Paris. Herudover var der besøg af fire Boeing 737, der foretog rotationer med udgangspunkt fra henholdsvis Paris og Ottawa i Canada. Normalt har Kangerlussuaq flest charterfly til og fra Paris og Düsseldorf.
Charterflytrafikken i Kangerlussuaq sidste sommer sluttede den 24. september, hvor sidste fly lettede med krydstogtpassager. Og nu vender flyene altså så småt tilbage.
Relaterede artikler:
Albatros investerer i Kangerlussuaq