Terminalbygningen i Kuusamo Airport i det nordøstlige Finland. Foto: Otto Karikoski

Finsk lufthavn lukker i 19 dage

Renovering af landingsbanen i Kuusamo betyder, at den finske lufthavn må lukke for al flytrafik i små tre uger i løbet af august.

I perioden fra den 12. til 30. august – begge dage inklusiv – vil der være lukket fuldstændig ned for al trafik i Kuusamo Airport, der ligger i det nordøstlige Finland. Det meddeler den finske lufthavnsoperatør, Finavia.

Årsagen til nedlukningen er, at der skal lægges ny asfalt efter en hård vinter, der har sat sine spor i landingsbanen. Og tidspunktet er nøje valgt af hensyn til passagererne.

”Denne sommer vil vi renovere landingsbanen i Kuusamo Airport. Af denne grund vil der ikke være nogen flyvninger til eller fra lufthavnen i tre uger. Vi har valgt at lægge asfaltarbejdet på dette tidspunkt, så det vil få mindst mulig indvirkning på flytrafikken. Vi undskylder over for passagerer og flyselskaber for ulejligheden,” siger Jani Jolkkonen, underdirektør i Finavia.

I den periode, hvor renoveringsarbejdet foregår, vil det være muligt i stedet at rejse til Rovaniemi Airport, der ligger små 200 kilometer nordvest for Kuusamo Airport. I løbet af de cirka tre ugers renoveringsarbejde er der arrangeret gratis bustransport mellem de to lufthavne med daglige afgange. Finnair har daglige ruter fra Helsinki til både Kuusamo og Rovaniemi.

Fuld modernisering om nogle år
Finavia driver i alt 21 finske lufthavne fordelt over hele landet. Landingsbanerne i lufthavnene er i gennemsnit 2,5 kilometer lange og 45-60 meter brede. Landingsbanen i Kuusamo Airport falder sammen med gennemsnittet; denne bane er 2,5 kilometer lang og 45 meter bred.

Foruden vedligeholdelsen af landingsbanen til august arbejdes der i øjeblikket på at planlægge en fuld modernisering af banen. Denne vil ske om et par år, skriver Finavia. Arbejdet i august koster næsten en million euro (7,5 millioner kroner, red.), mens den fulde modernisering vil beløbe sig til 10-15 millioner euro (75-112 millioner kroner, red.).

Samtlige Finavias landingsbaner er belagt med asfalt. Et alternativ kunne være beton, men dette materiale vil ikke kunne modstå den finsker vinter ligeså godt, lyder vurderingen.

Udvider flere finske lufthavne
Finavia har i øjeblikket ikke udelukkende travlt med at renovere landingsbaner. Der arbejdes også på at udvide lufthavnene i Rovaniemi, Kittilä og Ivalo i det nordlige Finland.

“Vores mål er at forbedre kundeoplevelsen og øge vores serviceniveau og kapacitet for at imødekomme behovene for turisme-væksten i Lapland. Investeringen har en værdi på cirka 55 millioner euro (411 millioner kroner, red.). Det vil støtte turisme-væksten i Lapland og fremme Finlands tilgængelighed og konkurrenceevne,” siger Jani Jolkkonen.

Den samlede investering, som Finavia vil foretage i turisme-væksten i Lapland, vil stige til næsten 100 millioner euro (747 millioner kroner, red.).

 

Relaterede artikler:

Lapland-lufthavne udvides til to millioner passagerer

Finske lufthavne sætter passagerrekord

Rekordår for Finlands flytransport

Finavia med ny passagerrekord

Finnair storsatser på Lapland