FLYKATASTROFE: Hollandske passagerer var i overtal på MH 17 på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur, men fortsat uklart om den endelige passagerliste bl.a. med tre spædbørn.
Fredag morgen var det uklart om der, som først oplyst, var 298 passagerer og besætning om bord på det forulykkede malaysiske fly, eller der var 300, fordi Malaysia Airlines endnu ikke har offentliggjort den fuldstændige passagerliste med nationaliteter.
Det står imidlertid fast, at der var 154 hollændere om bord og 45 fra Malaysia (heraf de 15 besætningsmedlemmer). De første rapporter gik også ud på, at der skulle være et større antal amerikanere med flyet, men indtil videre er det kun oplyst, at der var en enkelt fra Canada.
Blandt de øvrige omkomne er 27 fra Australien, 12 fra Indonesien. Ni fra Storbritannien og fire fra Tyskand og Belgien.
Ifølge de internationale nyhedsbureauer var der ca. 100 om bord, som skulle til en stor AIDS konference i Australien
Malaysia Airlines har indkaldt til pressemøde senere fredag, og til den tid må man regne med fuldstændig oplysning om passagerliste, og måske mere om selve hændelsen og hos hvem og hvor den sorte boks befinder sig.
Bortset fra de menneskelige katastrofer er Malaysia Airlines selv i en næsten uoverkommelig situation. Selskabet har i forvejen mistet kunder i stor stil efter den mystiske forsvinden af en Boeing 777 på vej til Kina. Flyet er endnu ikke funder efter styrtet 8. marts. Siden har kineserne, som ellers var store kunder, på det nærmeste boykottet selskabet.