To af Qantas’ seks sidste Boeing B747’ere I lufthavnen I Sydney, med årets udgang pensioneres de sidste eksemplarer. Pressefoto: Qantas.

Flyselskab får ny distributionskanal til rejsebureauer

Australske Qantas søsætter sin nye NDC-distributionsmetode fra IATA, der skal ændre bookingforløbet overfor partnerne i rejsebranchen.

Qantas’ nye tiltag – the Qantas Channel – er netop trådt i kraft og skal modernisere forholdet mellem Oneworld-medlemmet i måden rejsebureauer booker billetter og håndterer målrettede rejseoplevelser til sine kunder.

Klik for stort format. Qantas’ nyeste flytype til blandt andet langruterne er Boeing B787 Dreamliners, her er en af dem i særbemaling inspireret af Australiens oprindelige befolkning, aboriginere. Pressefoto: Qantas.

The Qantas Channel er del af en bredere digitalstrategi, der skal forstærke Qantas’ bookingsystemer, oplyser selskabet.

Samtidig er den en ny aftale mellem flyselskabet og dets partnere i rejsebranchen, herunder firmakunder og rejsebureauer, der skal give adgang til en bredere vifte af Qantas’ priser, produkter og informationer til blandt andet rejsebureauerne.

Rejsebureauer, der er tilsluttet the Qantas Channel, kan fremover tilbyde sine kunder et nyt og større indhold af ydelser, hentet fra Qantas’ del af NDC-området, Qantas Distribution Platform (QDP), der i dag ikke er til rådighed via de traditionelle, indirekte bookingsystemer.

NDC er IATA’s New Distribution Capability. Med NDC ønsker en stigende række flyselskaber, at der bookes flere flybilletter direkte hos dem – fremfor i reservationssystemerne, GDS’erne, Global Distribution Systems, som Amadeus, Galileo, Sabre og Worldspan, som flyselskaberne skal betale afgifter til.

Qantas er hos alle GDS’er
Qantas oplyser i en pressemeddelelse, at flyselskabet har indgået NDC-aftaler med alle de store GDS’er. Rejsebureauer, der endnu ikke er registreret hos Qantas Channel, skal muligvis betale en afgift for at komme med ombord og dermed få adgang til produkterne.

Qantas er en forkortelse for Queensland and Northern Territory Aerial Services. Selskabet, der til november næste år fejrer 100 års jubilæum, har omkring 55 millioner årlige passagerer, medregnet datterselskaber. Qantas-gruppens over 300 fly betjener 85 destinationer – selve Qantas har haft kænguruen på haleroret af sine fly siden 1944.

Relaterede artikler:

Direkte ruter til Australien fra europæiske storbyer

Rejsebureauer klager til EU over IATA

PATA satte fokus på rejsebranchens fremtid