Flyselskaber klager over indrejseaftale mellem USA og Abu Dhabi

USA har indgået aftale med lufthavnen i Abu Dhabi – Etihad Airways hovedbase – om, at passagerer kan blive godkendt til indrejse i USA før afrejsen, så de kommer hurtigere ind i USA.

Aftalen har vakt vrede hos sammenslutningerne af ruteflyselskaber i USA og Europa. De ser den som en forbedring for flypassagerer fra Abu Dhabi på bekostning af andre lufthavne. Passagerer, der rejser til USA fra Abu Dhabi, skal ikke stå i de ofte meget lange køer efter ankomsten til USA og vente på at blive godkendt til indrejse.

USA har i forvejen lignende aftaler om forhåndsgodkendelse af flypassagerer, der flyver fra henholdsvis Canada og Irland.

Aftalen, som er underskrevet i denne uge, betyder, at USA udstationerer betjente fra Customs and Border Protection (CBP) i Abu Dhabi til at forestå kontrollen, herunder også toldkontrol, på fly til USA.

“Det er et klart eksempel på, at nogle flyselskaber via deres regeringer får fordele, hvis de betaler for indretning af kontrolområder og for at få betjente udstationeret,” lyder det fra Athar Husain Khan, generalsekretær for Association of European Airlines.

AEA tæller 32 europæiske ruteflyselskaber, der årligt betjener ca. 400 millioner passagerer. Også sammenslutning Airlines for America har beklaget beslutningen og opfordrer USAs  Department of Homeland Security (DHS) til at ombestemme sig.