Flyvejournalister satte pris på eksminister og danske piloter

Formand for Danske Flyvejournalister, Andreas Krog, i midten, med årets prismodtagere. Til venstre tidligere trafikminister Hans Christian Schmidt, der fik Luftfartspokalen, til højre Franz Vinther, formand for Danske Flyvere og modtager af Ellehammer Prisen. Fotos: Preben Pathuel.

LUFTFART: Ved en sammenkomst fik tidligere transportminister årets Luftfartspokal, mens foreningen Danske Flyvere landede Ellehammer Prisen. Kendt TV-journalist fortalte om rejser som USA-korrespondent.

Danske Flyvejournalisters Klub tildelte ved sin årlige julesammenkomst fredag årets Luftfartspokal til tidligere transportminister Hans Christian Schmidt fra Venstre. Han måtte i november sidste år stoppe som minister som led i regeringsomdannelse, da også partiet Liberal Alliance skulle have ministerposter.

Men som transportminister gjorde Hans Christian Schmidt så stort indtryk, at bestyrelsen for Danske Flyvejournalister valgte at tildele ham årets Luftfartspokal. Om baggrunden for valget sagde foreningens formand, Andreas Krog, blandt andet: ”Hans Christian Schmidt kan tilskrives en stor del af æren for, at 2017 blev året, hvor dansk luftfart fik sin egen strategi. Desuden havde han en stor finger med i spillet for, at der blev gjort noget effektivt ved, at indenrigsrejsende i Danmark ikke kom så hurtigt igennem Københavns Lufthavn, som man kunne ønske. Du viste interesse for luftfarten og var også luftfartens minister.”

Luftfartskonference på Christiansborg
Hans Christian Schmidt er den kun den anden politiker til at modtage Luftfartspokalen. Den første var statsminister H.C. Hansen tilbage i 1960.

I sin takketale sagde Hans Christian Schmidt: ”Jeg er beæret over at modtage prisen. Men den tilkommer ikke mig alene, for man skal opnå enighed med trafikordførerne i de andre partier – og så kan man lave politik.”

Hans Christian Schmidt sagde, at han næste år vil arrangere luftfartskonference på Christiansborg. Her skal det blandt andet debatteres, hvorfor der ikke er tilskud til uddannelse af civile piloter. ”Og vi skal også drøfte, hvorfor der er offentlig støtte til busser, færger og jernbaner mellem landsdelene – men ikke til dansk indenrigsflyvning.”

Overrækkelsen af luftfartspokalen skete ved Danske Flyvejournalisters Klubs julearrangement på Clarion Hotel Copenhagen Airport (det tidligere Hilton Copenhagen Airport), hvor hotellets general manager, svenske Miri Sumiq, bød velkommen til de cirka 100 indbudte gæster. Det er ud over medlemmerne af flyvejournalisterne blandt andet tidligere prismodtagere, direktører og landechefer for danske og udenlandske flyselskaber, lufthavnschefer og relevante fagforeningsformænd.

Kronprins Frederik og Simon Spies
Danske Flyvejournalisters Klub blev stiftet i 1936 for at virke for luftfartens fremme og støtte dansk flyvnings anseelse. Foreningen, der har cirka 100 medlemmer, uddelte Luftfartspokalen for første gang i 1948.

Den går til personer, der har ydet en særlig indsats til gavn for dansk flyvning og luftfart. Tidligere tiders modtagere er blandt mange andre kronprins Frederik, Simon Spies og SAS-direktørerne Jørgen Lindegaard, Vagn Sørensen og Jan Carlzon. Første prismodtager i 1948 var kaptajn John Foltmann og i sidste år fik Lone Marie Koch, direktør for Alsie Express, som den kun tredje kvinde sit navn indgraveret i pokalen.

Pokal til jubilar
Flyvejournalisternes anden pris ved det årlige julearrangement gik til foreningen Danske Flyvere. I motiveringen for valget sagde Andreas Krog: ”Danske Flyvere har i mere end 100 år arbejdet for at udbrede kendskabet til flyvning. Den bedrift vil vi her i den kun 81 år gamle forening af danske flyvejournalister kvittere for.”

Ellehammer Prisen er indstiftet 1992 og er opkaldt efter den danske flyvepionér Jacob Chr. Ellehammer, som i 1906 gennemførte den første flyvning i Europa. Sidste år gik prisen til initiativtagerne bag Danmarks første vandflyrute – mellem havnene i København og Aarhus.

Modtageren af dette års Ellehammerpris var foreningen Danske Flyvere, hvis formand, Franz Vinther, tog imod. Han er tidligere flyvechef i Thomas Cook Airlines Scandinavia, og i dag kaptajn i selskabet, der er Nordens største charterflyselskab.

Danske Flyvere har omkring 1.000 medlemmer – omkring 20 af dem var indbudt til julesammenkomsten eller er medlem af Danske Flyvejournalisters Klub. Danske Flyveres 100 års jubilæum blev i august i år fejret ved en storstilet sammenkomst på Kløvermarken i København med blandt andet deltagelse af 35 fly og helikoptere – blandt andet var der overflyvning af to F16 jagerfly.

I sin tale sagde formand Franz Vinther ”Tusind tak for den store ære” og fortalte blandt andet, at Danske Flyvere har et godt kammeratskab og for eksempel værner om medlemmernes efterladte. Danske Flyvere var også med til at få en særlig overflyvningskorridor over København, opkaldt efter netop Jacob Chr. Ellehammer. Korridoren blev indviet af de to F16-fly ved jubilæet.

Johannes Langkilde fortalte om rejser i USA

Danmarks Radios korrespondent i USA fra 2013 og til tidligere i år, Johannes Langkilde, var indbudt til at fortælle om sine rejseoplevelser under sine fire år i USA.

Johannes Langkilde fortæller om sin tid i USA ved fredagens arrangement hos Danske Flyvejournalister.

Johannes Langkilde, der netop har udgivet bogen ‘Da Amerikanerne gik hvert til sit’, fortalte forsamlingen at han i sine fire år som korrespondent rejste rundt i USA i sammenlagt to af årene, hvor han besøgte 43 af de 50 delstater – til lands, vand og via flyselskaber, og de amerikanske flyselskaber var han generelt ikke særligt imponeret af.

”Nu håber jeg ikke, nogen i salen i dag repræsenterer flyselskaber i USA,” sagde Johannes Langkilde og tilføjede, at vejret ofte driller på USA’s østkyst, herunder i Washington D.C., hvor han boede med sin familie under opholdet i USA – som han medgav, at han savner meget. Johannes Langkilde oplevede flere gange under returflyvninger til Washington D.C., at hans fly blev omdirigeret til andre lufthavne, hvor han måtte leje bil for at komme hjem.

Der har været megen omtale af, at Danmarks Radio betalte for, at Johannes Langkildes hustru fik sin hest med til USA. Derfor, sagde Johannes Langkilde ved sammenkomsten fredag, overvejer han at skrive ny bog med titlen: ‘Staldtips til lønforhandlinger’.

Uden sponsorer…
Danske Flyvejournalisters Klub havde ikke kunnet gennemføre fredagens arrangement uden støtte fra sponsorer. De var i år Alsie Express, Atlantic Airways, Ellehammer Fonden, Københavns Lufthavn og Sun-Air – ligesom Clarion Hotel Copenhagen Airport bidrog med rabat på kuvertpriserne for mad og drikkevarer.

Danske Flyvejournalisters Klub har planlagt næste års prisoverrækkelser til 30. november 2018.

 

Relaterede artikler:

Luftfartspriser til danske flyselskaber

Thomas Cook Airlines lander ny flyvechef

Flyvejournalister er snart en saga blot

Storhotel renoveres for 70 millioner kroner