Corona-virussen er i kategorien ”usædvanlige omstændigheder” som flyselskaber næppe hænger på, vurderer Forbruger Europa, en del af Europa-Kommissionens netværk af forbrugercentre.
”Er et Kina-fly aflyst på grund af Corona-virussen? Så kan man ikke være sikker på at få dækket eventuelle tab, for eksempel hvis der er booket hotel i Kina, man ikke kan nå frem til. Det skyldes, at situationen kan være en usædvanlig omstændighed.”
Sådan lyder vurderingen i pressemeddelelse fra Forbruger Europa, der behandler forbrugerklager på tværs af EU’s grænser og som blandt andet finansieres af EU.
Forbruger Europa henviser til, at en lang række europæiske flyselskaber, heriblandt SAS, Air France-KLM, British Airways og Lufthansa-gruppen, indtil videre har suspenderet flyvninger til og fra Kina som følge af Corona-virussen; nogle betjener dog stadig Hong Kong.
”Ved usædvanlige omstændigheder er flyselskabet normalt ikke er ansvarligt for de tab, deres kunder eventuelt må lide som følge af flyaflysningen,” hedder det fra Forbruger Europa. Netværkets danske kontor er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Leder af Forbruger Europa i Danmark, Lars Arent, siger i pressemeddelelsen:
”Hvis ens flyvning til Kina er aflyst som følge af Corona-virus, kan man ikke være sikker på at få erstatning for eventuelle ekstra udgifter, fordi situationen kan være en ekstraordinær omstændighed, som flyselskabet ikke er skyld i.
Hvis man står i situationen, og ikke kan komme afsted på rejsen, er det vigtigt, at kontakte flyselskabet eller rejsebureauet, hvor rejsen er købt rejsen og høre, hvad man skal gøre,” siger Lars Arent.
”Vi er ret sikre”
Overfor STANDBY.dk understreger Lars Arent, at alle flyselskaber, der flyver ud af EU-landene, er omfattet af EU’s regler om blandt andet passager-håndtering; mens det ikke nødvendigvis er tilfældet for ikke-EU flyselskaber, der flyver til EU-landene.
”Vi er ret sikre på, at dette med Corona-virussen er en ekstraordinær omstændighed,” siger Lars Arent.
Til spørgsmålet om, hvad kunden gør, hvis kunden har booket rejsen via en rejsehjemmeside og ikke et rigtigt rejsebureau, siger Lars Arent:
”I første omgang skal man holde sig til selve flyselskabet, man skulle have rejst med, og som har aflyst deres flyvning. Bliver der efterfølgende tvivlsspørgsmål om, hvem der skal kompensere kunden, kan kunden henvende sig til os i Forbruger Europa.”
Gem dokumentation for alle de udgifter
Forbruger Europa definerer ”usædvanlige omstændigheder” som ekstreme vejrforhold, krig og epidemier. Selvom flyselskabet i sådanne situationer ikke er ansvarligt for de tab, deres kunder eventuelt har som følge af aflysningen, skal flyselskabet tilbyde at ombooke kunden til en anden afgang.
Er ombookning ikke muligt, har kunden som udgangspunkt ret til at få pengene for flybilletten retur, oplyser Forbruger Europa.
Er man allerede i Kina og ikke kan komme hjem til Danmark, så lyder rådet fra Lars Arent:
“Hvis man allerede er afsted på rejsen, skal man kontakte flyselskabet eller rejsebureauet for at høre, om man kan komme med en anden flyafgang. Husk at gemme dokumentation for alle udgifter mens man venter på at komme hjem, og forsøg at begrænse udgifter på destinationen.”
Der er flere oplysninger fra blandt andet Forbruger Europa på hjemmesiden: Forbrug.dk
Relaterede artikler:
Danske virksomheder får rejseforbud til Kina