Onsdagens corona-pressemøde havde den velkendte opstilling, fra venstre Tyra Grove Krause, faglig direktør hos Statens Serum Institut, sundhedsminister Magnus Heunicke, statsminister Mette Frederiksen og Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen. Skærmfoto.

Fortsat delvist testkrav ved indrejse til Danmark

På tirsdag, 1. februar, fjernes stort set alle coronarestriktioner. “Årets bedste nyhed,” siger Dansk Erhverv. Fra HORESTA lyder det ”Tid til gearskifte.” Der vil stadig være få indrejserestriktioner.

686 dage efter den første store nedlukning oplyste regeringen med opbakning fra Folketinget på et pressemøde onsdag aften, at stort set alle restriktioner fjernes fra på tirsdag. ”Det er til dato årets bedste nyhed,” siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

”At restriktionerne ophæves, er en meget positiv melding. To år er gået med restriktioner og store omkostninger for rigtigt mange mennesker og virksomheder. Mange hensyn har været i spil de sidste to år, og selvom vi undervejs ikke har været enige om alt, er Danmark i dag et rigtigt godt sted – i særdeleshed når vi sammenligner os med den store verden omkring os,” siger Brian Mikkelsen og tilføjer:

”Fra Dansk Erhverv skal lyde en stor tak til alle, der har været med til at håndtere den her pandemi, og tak til regeringen, Folketinget, myndigheder og organisationer for et samarbejde, der viser, at sammenhold er det stærkeste hold, en nation kan stille med.”

Indrejserestriktioner for ikke-vaccinerede
I pressemeddelelsen fra Sundhedsministeriet står der om testkrav ved indrejse for udlændinge til Danmark:

”Epidemikommissionen har indstillet, at det skærpede krav om test forud for indrejse til Danmark ophører efter den 31. januar, men at de tidligere generelle indrejserestriktioner, der var gældende før indførslen af de skærpede midlertidige krav fortsættes fra den 1. og foreløbigt indtil den 28. februar.

De tilbageværende indrejserestriktioner fokuserer på rejsende, der hverken er vaccinerede eller tidligere smittede,” står der i pressemeddelelsen.

HORESTA: Tid til gearskifte i coronahåndteringen
I HORESTA’s pressemeddelelse i forbindelse med onsdagens pressemøde i Statsministeriet hedder det blandt andet: ”Hotel-, restaurant- og turisterhvervet glæder sig til at komme i gang igen og håber, at den 1. februar markerer et farvel til den sidste nedlukning af erhvervet. I næsten to år har hotel-, restaurant- og turisterhvervet kæmpet med tvangslukninger og et væld af restriktioner, som har gjort det umuligt for mange at drive forretning.”

Jannick Nytoft, administrerende direktør i HORESTA, siger:

”HORESTA har presset hårdt på for at få friheden tilbage til vores erhverv. Vores medlemmer kan næsten ikke vente med at få restriktionerne lempet, give et smil uden mundbind, skabe fantastiske oplevelser for gæsterne og igen kunne holde åbent til efter klokken 23. Samtidig trænger erhvervet også økonomisk til at slippe fri af restriktionerne, så virksomhederne igen kan begynde at tjene penge.”

Han understreger, at genåbningen bør være et gearskifte i håndteringen af corona i det danske samfund.

Mistede omsætning for 28 milliarder kroner
En ny opgørelse fra HORESTA viser, at hotel- og restauranterhvervet i 2020 og 2021 mistede omsætning for 28 milliarder kroner. I samme periode modtog erhvervet 12 milliarder kroner i kompensation.

HORESTA efterlyser samtidig en forlængelse af de eksisterende kompensationsordninger. Det til trods for at restriktionerne nu forsvinder.

”Det er langt fra alle virksomheder i hotel-, restaurant- og turisterhvervet, som vil gå fra 0 til 100 i omsætning, når restriktionerne forsvinder.

Særligt virksomheder, der er afhængige af udenlandske gæster, og virksomheder med lang bookinghorisont, får en langsom genstart. Disse virksomheder har brug for hjælp i lidt længere tid til at komme i gang igen. I første omgang handler det om, at lønkompensationen som minimum forlænges februar ud,” siger Jannick Nytoft.

Hele pressemeddelelsen fra Sundhedsministeriet kan læses her.

Pressemeddelelsen fra Erhvervsministeriet kan læses her.

Relaterede artikler:

HORESTA glad for forlængelse af lønkompensation

Brancheforeninger tilfredse med genåbningsplan

Raskmeldte er for hurtige til at booke ny ferie