AKTUEL KOMMENTAR: “Giv ham eller hende, der fødte idéen med forbud mod udenlandske hotelovernatninger i København og Frederiksberg, en pause. Måske uden lønkompensation,” skriver tidligere redaktør Ejvind Olesen.
Af Ejvind Olesen, tidligere rejseredaktør på Berlingske Tidende og senere chefredaktør på Take-Off/Standby
Udlændinge, heller ikke nordmænd og tyskere, har indtil videre ingen adgang til hoteller i København og på Frederiksberg, efter de seneste corona-udmeldinger fra regeringen.
Vores norske og tyske turister må gerne bo på det tidligere Hilton Hotel i Københavns Lufthavn, nu Clarion, og kun et kvarter med metroen fra centrum. Og de må gerne hver dag taget ind til Strøget. Hvis de har boet seks dage på Clarion må de ikke flytte på hotel i København. Klart nok, ikke?
Der er ingen sundhedsfaglig begrundelse. “Det er rekord i ulogiske regler,” siger administrerende direktør Katia Østergaard fra Horesta.
Fra DFDS kom der i weekenden en hjælpende hånd. De norske passagerer får i fremtiden kun cirka tre timer i København, før de igen skal tilbage til Oslo. Det rækker lige til indkøb af et par agurker, så er billetten tjent hjem. Før var der seks-syv timer til en hel dag i byen, men nu skal DFDS omkring Frederikshavn, og det skærper sejlplanen.
Mette Frederiksen står ikke bag denne besynderlige beslutning
Katia Østergaard har så indlysende ret. Hvem i alverden har fundet på denne besynderlige beslutning. Kunne det være selveste statsminister Mette Frederiksen?
Nej, det er hun for klog og dreven til, men hun har haft for travlt til at se nærmere på reglen og afvise forslaget, da det landede på hendes bord. Det skulle hun have gjort.
Nu spillede hun bolden videre til sin justitsminister, Nick Hækkerup, den brave mand. Han skulle forsvare regeringens beslutning både på TV-kanaler og i store avisinterviews. Det havde han det rigtigt skidt med.
Bortset fra nogle løsrevne sætninger fra chefens talepapir, var der ikke noget, der lignede en forklaring, selv om journalisterne borede pænt. Det var helt galt med signalværdien, som skulle få det hele til at glide ned. Der var ingen sundhedsfaglig begrundelse.
Giv ham eller hende, der fødte ideen med København, en pause. Måske uden lønkompensation
Men så oppositionen da? Her var da en sag, som de kunne have profileret sig på og som selv socialdemokraterne kunne se det tåbelige i. Med overborgmester Frank Jensen i spidsen.
Men bovlamme kommentarer fra den borgerlige kant flød i lind strøm. Til Berlingske sagde Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen, at Venstre overvejer at bede regeringen redegøre for sin beslutning. Det rykker! Mette Frederiksen ryster allerede.
Nick Hækkerup har ikke været borgmester i Hillerød for ingenting. Han sagde, at nordmænd og tyskere er velkomne til at bo de seks dage i Hillerød og tage på udflugt til København. Nu er det ikke fordi Hillerød just er kendt for sine hoteller, men de få nordmænd og tyskere samt et par islændinge kunne der jo nok blive plads til.
Vi, der bor i Hørsholm, kan byde på Rungstedgaard og Kokkedal Slot med masser af tog og busser til København. Endnu lettere er det, hvis man vælger Gentofte Hotel eller Hellerup Park Hotel. Men husk I skal tilbage, inden I skal sove. I går heller ikke glip af noget. Barer og restauranter lukker klokken 23, som pubberne i London.
Det er nu heller ikke fordi nordmænd og tyskere normalt er vilde med at bo i København om sommeren. Det gør kun 10 procent af dem. Langt de fleste foretrækker Jylland. I København er sommeren især besøgt af amerikanere og kinesere plus diverse europæere.
Vores for tiden meget populære statsminister har på et af sine mange pressemøder sagt, at også hun kommer til at lave fejl. Så ret dem hurtigst muligt.
Og giv ham eller hende, der fødte ideen med København og Frederiksberg, en pause. Måske uden lønkompensation. Så store skæverter har man ikke lov til at slå, som rådgiver for den danske regering.
Relaterede artikler:
Dansk turisme skælder ud over 6-dages regel