Hotel Kangerlussuaq. (Foto: Netbolig | Mittarfeqarfiit | PR)

Grønlands selvstyre sætter hotel til salg

Mittarfeqarfiit, der driver Grønlands lufthavne og som er ejet af selvstyret, har sat Hotel Kangerlussuaq til salg. I Ilulissat har Air Greenland planer om nyt budgethotel. 

Et grønlandsk hotel står til at skifte hænder således, at det vil blive drevet af private kræfter i fremtiden. Hidtil har det ellers været ejet af det grønlandske selvstyre Naalakkersuisut via Mittarfeqarfiit, som driver landets lufthavne, men regeringen har nu sat det til salg.

Det drejer sig om Hotel Kangerlussuaq, der er placeret i bygden af samme navn. Den huser i øjeblikket landets eneste atlantlufthavn, men det står dog til at ændre sig de næste år, når der efter planen åbner nye lufthavne i Nuuk, Ilulissat samt Qaqortoq.

Malik Berthelsen fra partiet Siumut er borgmester i Qeqqata Kommune. Ifølge Sermitsiaq er han godt tilfreds med beslutningen om at sælge hotellet, som ligger i forbindelse med lufthavnen i Kangerlussuaq, da han ser perspektiver i en sådan handel.

”Jeg håber meget på, at vedkommende, der vil byde ind på hotellet, vitterligt også har kendskab til turisme og restaurationsbranchen. Hvis det lader sig gøre, vil der blive åbnet op for at få hotellet renoveret og fornyet, og hvis det sker, er jeg helt sikker på, at der i fremtiden vil komme flere turister til Kangerlussuaq.”

Har ikke fastsat budfrist
I salgsopstillingen fremgår det, at hotellet har en kapacitet på 61 værelser, en restaurant, bar, egen bager samt et cafeteria, der beskrives som velbesøgt. Derudover råder det også over faciliteter, hvor der kan afvikles konferencer eller kurser.

I tillæg hertil er der flere eksterne lejemål såsom kontorer, lagerbygninger og butiksfaciliteter i forbindelse med hotellet, der i alt har en samlet størrelse på omkring 5.357 kvadratmeter. Ejendomsmægleren fremhæver desuden, at man påregner, at der til næste år vil blive etableret en ATV-vej mellem Kangerlussuaq og Sisimiut, som vil give ”nye muligheder for turismen”.

Det oplyses, at hotellet sælges til højestbydende, ligesom der ikke er blevet fastsat en frist, men eventuelle købstilbud vil derimod blive behandlet løbende af Naalakkersuisut.

Vil have lavprishotel i Ilulissat
Air Greenland, der også er ejet af Grønlands selvstyre, har desuden nye hotelplaner i Ilulissat. Det oplyser Jacob Nitter, der er Air Greenlands administrerende direktør, til Standby.dk.

”Vi regner med i 2026 at være klar med et lavprishotel med omkring 160 værelser i Ilulissat. Det skal dels frigive kapacitet fra vores eksisterende Hotel Arctic i også Ilulissat, dels imødekomme den enorme efterspørgsel i højsæsonen efter hotelværelser i Ilulissat,” siger han. 

Prisen på det kommende hotel ventes at blive et sted mellem 150 og 200 millioner kroner. Hotellet hænger også sammen med åbningen af den nye internationale lufthavn ved Ilulissat i slutningen af 2025, der ventes der at give ekstra tryk på turismen. 

”Det kan jo ikke nytte noget, at der flyver stadig flere turister ind til Grønland uden der er styr på vores modtagekapacitet – eller bliver det en stor flaskehals,” siger Jacob Nitter og tilføjer, at han håber andre aktører vil bygge flere hoteller i landet.


Relaterede artikler:

Grønland: Flere krydstogtskibe end Danmark

De fleste i Grønland hilser turismen velkommen

Krydstogtrederi vil have eget hotel i Grønland