Luftfartspokalen. Arkivfoto.

Gunnar Nu i sommerhus glemte luftfartspokalen

Det var morsomt (bagefter), da formanden for Danske Flyvejournalister Gunnar Nu Hansen i 1968 skulle overrække den prestigefyldte Luftfartspokal til Prins Henrik, men havde glemt den i Radiohuset.

Efter en uge, hvor bogstaveligt talt hele landet har sagt et sørgmodigt farvel til Prins Henrik, kan tiden være inde til en mere munter episode med relationen til luftfartens historie.

Kun tre kongelige har fået pokalen i tiden fra 1948 og til i dag. Den første var Prins Axel, som tog certifikat på Kløvermarken og fik pokalen i 1953. Den anden var Prins Henrik som nybagt pilot i 1968, og den foreløbig sidste Kronprins Frederik i 2001. Den seneste overrækkelse af pokalen fandt sted i Vilhelm Lauritzen Terminalen til julefesten samme år.

Mens Gunnar Nu Hansen var foreningens formand (fra 1956 til 1991) fik bestyrelsen ordnet det sådan, at Prins Henrik skulle have pokalen overrakt under sommeropholdet på Marselisborg.

Fra Skovlunde i lille Piper-fly
Om det fortæller redaktør Kjeld B. Nilsson muntert i jubilæumsbogen ’Som tiden flyver’. Ud over at være journalist med luftfart som speciale og medlem af bestyrelsen, var han også selv pilot.

”Vi gik på vingerne fra Morian Hansens flyveplads i Skovlunde med kurs mod Aarhus med mellemlanding i Trundholm for at samle Gunnar Hansen op fra sit sommerhus i Rørvig. Gunnar kastede et kort blik ind i det lille Piper-fly ”Hvor har du pokalen”? ”Den troede jeg du havde”. ”Åh nej, så har jeg glemt at give besked. Den står på bordet på mit kontor i Radiohuset”.

Den aftalte tid var ret fremskreden, som Kjeld B. Nilsson skriver: ”En pokaloverrækkelse uden pokal er en ret mangelfuld ceremoni”.

Shopping i Aarhus
Her begyndte Gunnar Nu at trække på sin charme og sine gode forbindelser. Vagthavende flyveleder i Skovlunde fik sendt besked til Radiohuset, der sendte en taxa med pokalen til Skovlunde, hvortil det lille fly i mellemtiden vendte tilbage og fik pokalen om bord. Derefter blev kursen sat mod Kirstinesminde, dengang en privat flyveplads ved Skejby.

Herfra gik turen videre med taxa, noget forsinket. Og så var det igen Gunnar Nu, der overraskede. Da man kørte gennem Aarhus midtby råbte han: ”Stop, stop der ligger en manufakturhandler”.

”Forgæves forsøgte jeg at stoppe Gunnar med en bemærkning om, at han måtte vente med at shoppe til vi havde overrakt pokalen”, skriver Kjeld B. ”Han var ikke til at ændre planer og kom efter fem-syv minutter tilbage med en flad pakke. ”Vi kan da ikke komme uden en gave”, mumlede formanden.

Flyverdragt til lille nyfødt
”Vi kom forsinkede ind på Marselisborg. Prins Henrik kom ud i havestuen, fik sin pokal med velvalgte ord fra Gunnar – plus den lille flade pakke”.

Prins Henrik var netop blevet far til en lille kronprins, som ved denne lejlighed fik overrakt sin første flyverdragt. Pokalen, som hans far fik, modtog han selv 33 år senere, da hans far også var til stede.

Relaterede artikler:

Flyvejournalister satte pris på eksminister og danske piloter

Luftfartspriser til danske flyselskaber

Pokaluddeling i lufthavnen