Hertz er et af de største biludlejningsfirmaer i Danmark. Pressefoto.

Hertz skifter direktør i Danmark

Hertz Biludlejning, der i Norden ejes af Volvo, får Martin Peick-Kristensen som ny administrerende direktør i Danmark. Den nuværende direktør i Danmark har fået nyt job hos Volvo.

Fra næste måned er økonomidirektør for Hertz i Sverige, Martin Peick-Kristensen, ny administrerende direktør for Hertz i Danmark – han afløser direktør for Hertz i Sverige og Danmark, Niklas Siljeblad, der skifter til nyt job som Director Network, Development and Partners hos Volvo Car Sverige.

Klik for stort format. Fra 1. februar er Martin Peick-Kristensen ny administrerende direktør for Hertz i Danmark. Foto: Hertz Biludlejning.

Hertz oplyser at organisationsændringen sker i forbindelse med at Volvo Car Sverige forstærker samarbejdet mellem sine koncernselskaber.

Mens Martin Peick-Kristensen er ny i førersædet hos Hertz i Danmark, bliver Mattias Wäne, den nuværende direktør hos Volvo Bil, ny direktør for biludlejningsselskabet i Sverige.

Martin Peick-Kristensen, der er cand.polit. fra Københavns Universitet, er i dag økonomidirektør, CFO, for blandt andet Hertz Sverige – han fortsætter med at have ansvaret for dette område til hans afløser som CFO er fundet.

Martin Peick-Kristensen har tidligere været direktør for Hertz i Danmark ligesom han fra 2009 til 2012 var økonomichef hos Hertz Danmark.

I Linkedin-meddelelsen oplyser Hertz også, at Kenneth Sørensen Tillisch fortsætter uændret som driftsdirektør, COO, i Hertz Danmark og med et fortsat stort ansvar i den danske organisation.

I Danmark har Hertz sammen med konkurrenterne Avis, Enterprise og Sixt cirka en tredjedel af det danske marked, Danmarks største biludlejer, Europcar, har ligeledes en tredjedel, mens den sidste tredjedel er hos lokale biludlejere i Danmark.

100 år med Hertz
“For Hertz Danmark er strategien at fortsætte væksten fra sidste år og sikre tilfredse kunder. Markedet for biludlejning er i konstant forandring for at tilbyde nye løsninger, der tilfredsstiller kundernes efterspørgsel. Det er derfor vigtigt at Hertz får en endnu tættere relation med kunderne i fremtiden,” hedder det i meddelelsen.

Selve Hertz Corporation kunne sidste år fejre 100 års jubilæum. Det blev grundlagt i Chicago af Walter L. Jacobs i 1918 med en håndfuld af den berømte Ford Model T. I 1923 blev selskabet købt John D. Hertz, der omdøbte det til Hertz Drive-Ur-Self System.

Relaterede artikler:

Ny salgsdirektør klar bag rattet

Hertz skifter salgschef i Danmark

Flere klager over biludlejning