Boeing B747-flyet malet i Corendon-koncernens farver. Flyet bugseres næste uge fra lufthavnen i Amsterdam til et nærliggende hotel. Foto: Corendon.

Hotel får kæmpe jumbojet i sin baghave

I næste uges bugseres en 150 tons tung pensioneret Boeing B747-400 fra KLM til Hollands største hotel, hvor flyet skal være en særlig attraktion.

Boeing B747-400’eren fløj indtil november sidste år for KLM i næsten 30 år under navnet ”City of Bangkok.” Men også det store hollandske flyselskab er ved at udfase sine ikoniske, men brændstoftørstige B747’ere til fordel for blandt andet Boeing B787 Dreamliners.

Ifølge det oplyste forsvinder B747, den berømte flytype fejrer i år 50 års jubilæum, helt fra KLM’s flåde af passagerfly i 2021. Flyet, der nu skal på hotel, havde hos KLM registreringen PH-BFB og blev leveret til KLM i juni 1989.

Men ikke alle udfasede jumbojets ophugges – således får City of Bangkok-flyet et slags nyt liv ved Corendon Village Hotel Amsterdam, der ligger tæt på den hollandske hovedlufthavn, Schiphol, KLM’s hjemmebase.

Med start på tirsdag i næste uge begynder transporten af B747’eren fra Schiphol til Corendon-hotellet. Selv om distancen er relativ kort, forventes særtransporten at tage fem dage. Undervejs skal transporten passere veje over en række mindre kanaler, en motorvej og mindre veje for at komme sikkert frem. Fordi transporten er meget langsom og fylde meget, køres der kun om natten. Flyet kommer undervejs til at holde stille et par dage inden sidste etape natten til lørdag i næste uge,

Inden Boeing 747’eren snart begynder sin sidste rejse til Corendon-hotellet, har flyet været i Rom for her at blive malet i Corendon-koncernens farver. Retur i Amsterdam har flyet fået fjernet alle genbrugelige dele, herunder motorerne.

The Corendon Boeing 747 Experience
Når flyet er fremme ved Corendon Village Hotel Amsterdam skal det indrettes til hvad der kaldes the Corendon Boeing 747 Experience, der vil være klar efter sommerferien.

Selve hotellet er indrettet i Sonys tidligere hollandske hovedkvarter – og hotellet er med mere end 680 værelser, suiter og hotellejligheder det største hotel i Benelux-landene, Belgien, Holland og Luxembourg, oplyser Corendon.

Udover at have hotelkæden Corendon Hotels & Resorts med ti hoteller i Holland, Tyrkiet, Ibiza og på den hollandske besiddelse Curacao i Caribien, er Corendon også rejsearrangør på det hollandske og belgiske marked ligesom det har flyselskaberne Corendon Dutch Airlines, Corendon Airlines Europe og Corendon International Airlines med samlet 18 fly.

Relaterede artikler:

Hotel lander højtflyvende attraktioner

Blev gift i lufthavnen

Flere store flyselskaber ikke med i ny statsaftale