Den danske lavpriskæde Zleep Hotels følger med sine nye checkin-maskiner uden dankort-terminaler den digitale udvikling i hotelbranchen. To nye Zleep Hotels åbner næste år.
Foreløbig har otte af de indtil videre ni Zleep-hoteller i Danmark fået de nye check in-maskiner – de kaldes Donya, opkaldt efter Zleep Hotels’ IT Manager Mohammed Majeds datter.
Med de nye maskiner ønsker Zleep at kopiere check in procedurer som de kendes fra lufthavne, hvor passagerer automatisk checker ind på selvbetjeningsmaskiner.
Zleep Hotels har selv stået for udviklingen af maskinerne – fra software over design til brugervenlighed; softwaren er udviklet i samarbejde med virksomheden HotelEngine.
”Når vi selv har udviklingen af softwaren til check in maskinerne, kan vi selv modificere design, tekst og billeder på maskinen og dermed holde omkostningerne nede,” siger IT-chef Mohammed Majed og tilføjer:
”Vi kan for eksempel tilføje eller ændre produkter som morgenmad, så gæsten selv kan tilkøbe produktet ved check in. Desuden har vi arbejdet med driftssikkerheden ved at fjerne dankort-terminalerne og i stedet benytte et betalings webinterface der sikrer, at sikkerheden med personlige data lever op til de lovmæssige krav.”
Med de nye check in-maskiner har Zleep forsøgt at gøre check in så simpelt som muligt for gæsten.
”Det har vi blandt andet gjort ved at gøre den proces, gæsten skal igennem på skærmen, nemmere ved for eksempel at tilpasse knappernes størrelse og placering på skærmen,” siger Maria Thomsen, marketing & kommunikationschef hos Zleep Hotels.
Hotelbranchen er bagud med IT
”Hotelbranchen er generelt ikke så langt fremme når det gælder IT-investeringer. Vi har baseret vores teknologi på gammeldags systemer og investerer for lidt i IT og udvikling af systemer, der gør dagligdagen mere effektiv for vores gæster og personale. Investeringen i Donya er en forløber til et langt mere mobilt kundeflow,” siger Peter Haaber, ejer, koncernchef og stifter af Zleep Hotels og tilføjer:
”Fra man booker og betaler, til man tjekker ind, sover og rejser igen, skal vi give gæsten en enkel, personlig og værditilførende platform – ikke bare en app til at åbne en hoteldør. Donya-maskinerne er første skridt, og efterhånden som de omkringliggende teknologier bliver mere integrerbare i vores systemer, vil det yderligere effektivisere gæstens vej fra booking til udtjekning.”
2 nye Zleep-hoteller på vej
Zleeps to næste hoteller i Danmark bliver et hotel i Aarhus-forstaden Skejby med 100 værelser, der åbner næste år. Og i 2020 kommer kædens hidtil største hotel, Zleep Hotel Copenhagen Arena med 198 værelser.
Zleep har i dag ni hoteller i Danmark. Målet er 20 hoteller i og udenfor Danmark i 2020.
Relaterede artikler:
Lufthavnshotel får ny forpagter