Et år efter svensk ejendomsinvestor overtog hotel tæt på Københavns Lufthavn overgives driften fra tirsdag til dansk driftsselskab, som dermed får det hidtil største hotel i sin portefølje.
Quality Airport Hotel Dan i Kastrup beholder sit navn og dermed varemærke når det danske hoteldriftsselskab Core Hospitality fra tirsdag, 1. maj, overtager driften. Quality er et varemærke under norske Choice Hotels.
Core Hospitality har underskrevet lejekontrakt med den skandinaviske hotelejendomsinvestor, Midstar, der ejer hotellet tæt på Københavns Lufthavn.
”Med Quality Airport Hotel Dan får vi endnu et hotel i Core’s portefølje – det interessante for os er blandt andet, at det bliver et for os nyt varemærke og dermed passer det godt til vores intention med Core om at vi kan drive alle typer hoteller,” siger Peter Haaber, ejer af og koncernchef for såvel Core Hospitality som den danske lavpriskæde Zleep Hotels, til STANDBY.dk
Med sine 240 værelser bliver trestjernede Quality Airport Hotel Dan det værelsesmæssigt største hos Core – selve Zleep åbner i 2020 sit hidtil største hotel med 212 værelser ved Royal Arena i Ørestad.
Som lufthavnshotel tilbyder Quality Airport Hotel Dan gratis shuttleservice mellem hotellet og Københavns Lufthavn. Tæt på hotellet ligger også Metro-stationen Kastrup, hvorfra der er et stop til Københavns Lufthavn.
Om overtagelsen af driften af Quality Airport Hotel Dan siger Peter Haaber:
”Det er et stort og spændende projekt, vi nu endelig kan offentliggøre. Quality Airport Hotel Dan er, udover at være vores største hotel, også et hotel med kæmpe potentiale. Med beliggenheden ved lufthavnen og med samarbejdet med Nordic Choice Hotels forventer vi at fortsætte den positive udvikling, hotellet er inde i. Hotellet bliver vores andet hotel i Core Hospitality regi (det første var Hotel Marina i Vedbæk nord for København, red) og det 11. hotel i alt medregnet vores hoteller under Zleep Hotels.”
Købte hotellet sidste år
Med overtagelsen af driften på Quality Airport Hotel Dan indgår Core Hospitality en lejekontrakt med den skandinaviske hotelejendomsinvestor, svenske Midstar, der i maj sidste år købte den bygning, som huser hotellet.
Core Hospitality indgår samtidig en franchiseaftale med Nordic Choice Hotels, der blandt andet har varemærket Quality. Derudover skal Core drive det kommende Moxy Copenhagen, som er ved at blive opført i Københavns Sydhavn og forventes færdigt i marts næste år 2019. Moxy er et hotelsamarbejde mellem Marriott og IKEA.
Relaterede artikler:
Ny hotelkæde vil til København