Hotel Sanders i det indre København er et af byens nyeste boutiquehoteller – det har blandt andet en flot tagterrasse på 5. sal. Foto: Hotel Sanders.

Hotelkæde klar med direktør

Danske Kølpin Hotels, ejet af den tidligere balletstjerne Alexander Kølpin, udnævner driftsdirektør for kædens foreløbig tre hoteller – herunder et af Københavns nye smarte boutiquehoteller.

41-årige Nicholas Rana er nu officielt driftsdirektør, COO, for Kølpin Hotels, der blandt andet omfatter Hotel Sanders med 54 værelser og suiter, et af Københavns mest hippe nye boutiquehoteller, samt Helenekilde Badehotel og Tisvildeleje Strandhotel, begge i nordsjællandske Tisvildeleje.

Udover Nicholas Rana udgøres direktionen i Kølpin Hotels, der samlet kun har 104 værelser, af koncernchef Janne Moltke-Leth, mens Alexander Kølpin er kreativ direktør.

Sidste måned bekræftede koncernchef Janne Moltke-Leth STANDBY.dk’s oplysninger om, at Kølpin Hotels havde ”afsluttet samarbejdet” med Nikolaj Tamakloe, der havde været General Manager for Hotel Sanders fra før hotellet åbnede i slutningen af sidste år.

Nicholas Rana, der nu er driftsdirektør for de foreløbig tre Kølpin Hotels. Der findes desværre intet foto af de tre medlemmer af hotelkædens direktion. Foto: Helenekilde Badehotel.

I november sidste år blev Nicholas Rana, der i 2001 startede sin hotelkarriere på det nyåbnede Copenhagen Marriott, general manager for to medlemmer af Kølpin Hotels, Helenekilde Badehotel og Tisvildeleje Strandhotel.
I alt nåede Nicholas Rana 16 år i Marriott-koncernen inden han sidste efterår vendte hjem til Danmark. Marriott-karrieren omfattede blandt andet medvirken på typisk salgs- og markedsføringsniveau ved fem hotelåbninger i Europa og Mellemøsten og arbejde med 13 af koncernens hoteller på syv destinationer.

Da STANDBY.dk sidste måned havde nyheden om, at Nikolaj Tamakloe var stoppet som general manager for Hotel Sanders, sagde koncernchef Janne Moltke-Leth, at Kølpin Hotels stod foran en reorganisering.

Nu siger hun: ”Vi har arbejdet med organisationen i Kølpin Hotels – og havde stoppet samarbejdet med Nikolaj Tamakloe før medarbejderne vidste det, derfor kunne jeg sidste måned ikke sige mere. Nu har vi sagt pænt farvel til Nikolaj Tamakloe, vi har været rigtig glade for Nikolaj.”

Janne Moltke-Leth tilføjer: ”Vi har reduceret ledelsen i Kølpin Hotels, så den nye ledelse arbejder på tværs af vores tre hoteller; det er logisk at se vores hoteller som én enhed; vi er en kæde, der hele tiden er i udvikling.”

Måske flere Sanders-hoteller
”Der er utrolig stor interesse for Hotel Sanders, vi har nærmest en belægningsprocent på 100 her i højsæsonen – det er langt over budgetteret. Mellem 80 og 85 procent af vores gæster er fra udlandet med Storbritannien, USA og Japan som nogle af de største kundegrupper,” siger koncernchef for Kølpin Hotels, Janne Moltke-Leth, og tilføjer:

”Succes avler nye ideer, det kunne på sigt være meget interessant måske at få flere hoteller som Sanders – men her og nu fokuserer vi på det eksisterende Hotel Sanders.”

Relaterede artikler:

Direktørskifte på Københavns nye luksushotel

Berømt avis hylder københavnske hoteller

To nye femstjernede hoteller i København