Fra Arp-Hansens workshop i går på Tivoli Hotel & Congress Center, fra venstre direktør for DIS Congress Service Copenhagen, Arp-Hansens salgsdirektør Birthe Becker og direktør for incomingbureauet Nordic Star, Mads Tange Christensen.

Hotelkæde solgte en million hotelværelser

Sidste år blev rigtig godt for Københavns største hotelkæde. Det næste store hotel er dog lidt forsinket.

Med tæt på en million solgte hotelværelser blev sidste år rigtig godt for den største hotelkæde i Storkøbenhavn, Arp-Hansen Hotel Group. Kæden tæller foreløbig 12 hoteller og et stort vandrehjem. Når kæden i første kvartal næste år åbner sit tredje Wakeup-lavprishotel i København, kommer den op på at have 4.350 værelser.

Det tredje Wakeup i København, der placeres på Kalvebod Brygge over for blandt andet Copenhagen Marriott, skulle være åbnet sidst i dette år, men er blevet lettere forsinket. Sidste forår åbnede Arp-Hansen i øvrigt sit første hotel uden for hovedstaden, også et Wakeup-hotel, der ligger med 315 værelser tæt på Hovedbanegården i Aarhus.

Ligeledes sidste sommer fik Arp-Hansen sit første hostel, Steel House Copenhagen, i Nyropsgade tæt på blandt andet Hovedbanegården. Med sine 1.150 senge på 253 værelser i forskellige størrelser er Steel House største kommercielle overnatningssted i Danmark.

I går havde Arp-Hansen sin store årlige workshop for samarbejdspartnerne i den danske rejsebranche, blandt andet firmakunder, erhvervsrejsebureauer og incoming bureauer. Den årlige sammenkomst på Tivoli Hotel & Congress Center havde samlet over 400 deltagere.

I sin velkomst sagde Arp-Hansens koncerndirektør for salg og marketing, Birthe Becker, blandt andet ”ekspansionen hos Arp-Hansen har været med til at øge turismen til København.”

Milliardomsætning
Bagefter sagde Birthe Becker til standby.dk: ”Det er kun godt med den store vækst i hotelværelser i København. Det gavner destinationen. København kan nu byde på og tiltrække store kongresser, som vi samlet ikke før havde kapacitet til. Vi ser også væksten komme i form af flere passagerer fra Københavns Lufthavn.”

Birthe Becker tilføjede, at hotellerne i København ser stadig flere forespørgsler om hotelværelser tættere på gæsternes ankomst. ”Så sent som i sidste uge fik vi for eksempel henvendelse, om vi havde plads til 600 gæster her på Tivoli Hotel & Congress Center allerede til marts. Vi arbejder nu med at løse denne henvendelse,” sagde hun.

Sidste år havde Arp-Hansen hotellerne en belægning på 77 procent i snit og fik solgt næsten en million hotelværelser. Der var yderligere omkring to millioner gæster til møde og konferencer på kædens hoteller; i alt har Arp-Hansen hotellerne omkring 100 møde- og konferencelokaler. Omsætningen for sidste år er endnu ikke gjort op, men Birthe Becker tilføjer, at den næppe blev lavere end i 2016, hvor kæden omsatte for over 1,1 milliarder kroner.

Arp-Hansen har 600 på sin lønningsliste, hertil kommer endnu et par hundrede der arbejder med for eksempel rengøring af hotelværelser.

Dansk ikke noget krav
På workshoppen i går sagde direktøren for Arp-Hansens hostel Steel House, Jep Friis Egefjord, til standby.dk, at det nye tilbud fra hotelgruppen er kommet godt fra start siden åbningen sidste sommer.

”Kendskabsgraden til os er stigende. Vi får stadig mere omtale på sociale medier, hvor vi også markedsfører os. I år forventer vi op mod 250.000 gæster – den gennemsnitlige gæst bor hos os i to dage, men vi har haft enkelte der har boet hos os i flere måneder,” sagde Jep Friis Egefjord, der i øvrigt er økonom fra Aarhus Universitet, og tilføjede:

”Vi har ikke mange danske gæster. Vores gæster kommer primært fra Sydeuropa, Asien og Sverige. Vi har omkring 20 medarbejdere og har ikke noget krav om, at alle kan dansk – men hvis de taler udenlandske sprog, gerne nogle sydeuropæiske, er det rigtig godt.”

Steel House kan i øvrigt blandt andet tilbyde sine gæster et lille svømmebassin, yoga eller en ugentlig løbetur med direktøren.

Relaterede artikler:

Flere hoteller på vej blandt Danmarks største

37-årig chef for Danmarks største overnatningssted

Kæmpereception fejrede kendt hoteldirektør

Kendt hotel renoveret for millioner