First Hotels har forstærket sit bonusprogram med FirstCoins, der skal give medlemmerne flere fordele.
Bonusprogrammer bliver stadig vigtigere for hotellerne og regnes som et af deres bedste hjælpemidler i konkurrencen mod søgemaskiner, andre hotelkæder og alternative overnatningssteder som Airhelp.
Derfor har norske First Hotels netop søsat, hvad kæden mener er hotelbranchens mest transparente og brugervenlige loyalitetsprogram. Det sker ved at relancerer First Hotels loyalitetsprogram ”First Member” med tilføjelsen First Coins.
”Mange bonusprogrammer gør det svært for medlemmerne at bruge sine point – enten ved at de ikke kan bruge dem på den ønskede overnatning eller at de optjente bonuspoint forsvinder for eksempel et år efter de er optjent,” siger Ina Karine Hesle, Director Loyalty & Partner Marketing i First Hotels, og tilføjer:
”Sådan skal vi ikke have det i First Hotels. Vi ønsker at belønne loyale kunder ved at gøre programmet så transparent og brugervenligt som muligt.”
Hotelkæden indfører derfor ”FirstCoins”, hvor hver ”coin” svarer til en norsk krone – en rabat, kunden øjeblikkeligt kan bruge på næste booking. Det er også muligt at gemme bonussen til en senere anledning. Medlemmerne kan således bruge deres FirstCoins i det år, de er optjent, samt tre år frem i tiden.
”Tiden, hvor man ikke kan bruge sine point i travle perioder, er også forbi,” siger Ina Karine Hesle og tilføjer:
”FirstCoins bruger vores loyalitetsmedlemmer når det passer dem – uafhængigt af sæson, hotelbelægning eller destination med et First Hotel. I tillæg indfører vi flere medlemsfordele i programmet, eksempelvis at medlemmerne optjener 50 FirstCoins første gang de bor på et First-hotel, de ikke har boet på før. FirstCoins kan også bruges til alle køb på hotellet som opgraderinger, måltider, roomservice og lignende.”
Fokus på bedre teknologi
Lanceringen af det nye medlemsprogram er en del af First Hotels’ teknologiske løft. Alle kernesystemer byttes ud, og hotelkæden satser på bedre teknologi som skal komme både kunden og organisationen til gode.
Det sker ved at indgå samarbejde med TravelClick, en platform, der muliggør teknologisk innovation med fokus på medlemmerne i loyalitetsprogrammet.
”TravelClick tilbyder en færdig løsning for både CRS- og CRM-programmer. Vi leverer en komplet teknologisk løsning, mens kunden kun skal koncentrere sig om indholdet og tilbuddet,” siger Shayne Paddock, VP for Produktudvikling og Innovation i TravelClick.
Relaterede artikler:
Hotelkæde vil være dobbelt så stor
Forretningsrejsende foretrækker bonuspoint frem for sikkerhed