Fra januar næste år er det muligt at tage på krydstogt til Galápagosøerne med Hurtigruten Expeditions. Det norske selskab er gået i partnerskab med et Ecuador-baseret firma.
Hurtigruten Expeditions gør klar til at sende gæster til en af de mest ikoniske destinationer på planeten: Galapagosøerne.
Fra januar 2022 begynder det norske selskab at sende rejsende til de berømte øer, der ligger 1000 kilometer ud for Ecuadors kyst.
Hurtigruten Expeditions har indgået et strategisk partnerskab med Ecuador-baserede Metropolitan Touring, der har stor erfaring med rejser til Galapagos.
Gæsterne vil udforske øerne fra MS Santa Cruz II, der har plads til 90 gæster, og som føjer sig til Hurtigruten Expeditions’ voksende flåde af små specialbyggede ekspeditionskrydstogtskibe.
Det bedste fra to verdener
”Dette partnerskab kombinerer det bedste fra to verdener: Hurtigruten Expeditions som en global aktør indenfor ekspeditionskrydstogter og vores dybe kendskab til Galapagosøerne,” siger Paulina Burbano de Lara, administrerende direktør for Metropolitan Touring.
Selskabet var banebrydende med sine ekspeditionskrydstogter til Galapagos for næsten 70 år siden. Hurtigruten Expeditions var banebrydende med ekspeditionskrydstogter i 1896 og er siden vokset sig til at være verdens største indenfor dette felt.
Som en del af partnerskabet vil MS Santa Cruz II blive opgraderet. Et af Hurtigruten Expeditions’ kendetegn, et videnskabsområde, bliver indrettet, så gæsterne sammen med ekspeditionsteamet vil komme endnu tættere på og få en større forståelse af det, de har set.
En ultimativ destination
”Det her er en vigtig milepæl i vores 125-årige historie med at udforske. Galapagos er en af verdens ultimative destinationer for ekspeditionskrydstogter,” siger Hurtigruten Expeditions’ administrerende direktør Asta Lassesen.
Daniel Skjeldam, Hurtigrutens koncernchef, fortæller i et opslag på LinkedIn, at selskabet har haft en betydelig og voksende efterspørgsel på autentiske og eventyrlige rejser.
”Vores globale bookinger til 2022 ligger i øjeblikket 45 procent foran bookinger i 2020 fra samme tid i 2019,” skriver han og kalder partnerskabet med det Ecuador-baserede Metropolitan Touring for et perfekt match.
Hurtigruten A/S består udover Expeditions af den klassiske Hurtigruten, som sejler langs den norske kyst og af Hurtigruten Svalbard, der har specialiseret sig i rejser til den norske ø.
Relaterede artikler:
Hurtigruten indstiller alle ekspeditionskrydstogter