Sidste år tog Hurtigruten verdens første hybriddrevne ekspeditionskrydstogtskib, MS Roald Amundsen, i brug – i år kom søsterskibet MS Fridtjof Nansen også i flåden. Her pressearkivfoto fra Hurtigruten med MS Roald Amundsen.

Hurtigruten indstiller alle ekspeditionskrydstogter

Efter 36 besætningsmedlemmer og mindst fem gæster blev smittet med coronavirus ombord hos Hurtigruten, stopper det norske rederi alle sejladser tre af sine ekspeditionskrydstogtskibe.

Det gik ikke helt godt for Hurtigruten under to sejladser i slutningen af sidste måned med ekspeditionskrydstogtskibet MS Roald Amundsen mellem nordnorske Tromsø og op til Svalbard.

Over hver femte af de knap 160 besætningsmedlemmer var eller blev smittet med coronavirus ombord på rederiets nyeste flagskib, MS Roald Amundsen. De mindst 36 besætningsmedlemmer, der primært er fra Filippinerne, er nu isoleret på skibet i havnen i Tromsø.

Udover de mindst 36 smittede besætningsmedlemmer er også mindst fem gæster fra de to krydstogter blevet smittet med coronavirus. Hurtigruten har fået kritik for ikke at have håndteret situationen godt nok, blandt andet gik passagererne fra borde selv om de kunne være smittet. De mange smittede hos Hurtigruten kan gøre det sværere for andre krydstogtrederier at genoptage driften, da myndighederne kan pege på, hvor nemt det kan gå galt.

Sagen får nu Hurtigruten til foreløbig at indstille alle sejladser med ekspeditionskrydstogtskibene MS Roald Amundsen, MS Fridtjof Nansen og MS Spitsbergen i og udenfor norsk farvand, oplyser Hurtigruten mandag i en pressemeddelelsen.

Svigt i flere interne procedurer
”De seneste dage har handlet om to ting. At tage vare på vores passagerer og kolleger – og at bidrage til at spore og begrænse smitten. Vi arbejder tæt sammen med Folkehelseinstituttet (Sundhedsstyrelsen i Norge, red), Tromsø kommune og andre aktører for at håndtere situationen,” siger koncernchef Daniel Skjeldam fra Hurtigruten.

Hurtigruten gennemgår nu hele hændelsesforløbet, herunder hvad der skete fra de første coronatilfælde blandt mandskabet på MS Roald Amundsen blev bekræftet fredag i sidste uge, oplyser rederiet.

”En foreløbig evaluering viser svigt i flere af vores interne procedurer. Derfor er vi nu i gang med en fuld gennemgang af alle procedurer, og alle sider af vores egen håndtering,” siger Daniel Skjeldam i pressemeddelelsen og tilføjer:

”Vores egne rutinesvigt gør, at vi indtil videre indstiller alle vores ekspeditionskrydstogter i og uden for norske farvand. Vi har ikke været gode nok og vi har begået fejl. Vi tager fuldt ud ansvaret for det skete.”

Hurtigrutens normale rutetrafik mellem Bergen og nordnorske Kirkenes påvirkes ikke. Denne rute sejles dagligt med 11 specialbyggede skibe til Hurtigruten, der har sejlet langs den norske kyst siden 1893.

Relaterede artikler:

Stort coronaudbrud på norsk krydstogtskib

Hurtigruten håber snart at have alle skibe i trafik

Krydstogtgigant: tidligst normal drift i 2022