FAGFORENINGER: Den nye bestyrelse for SAS’ kabineansatte i Danmark forfølger ikke forslaget om medlemskab af kommende ny fagforening under LO.
Den tidligere bestyrelse for Cabin Attendants Union – SAS’ fagforening for de kabineansatte i Danmark – trak ved sidste måneds generalforsamling forslaget om at CAU skulle med i den nye samlede brancheforening. Det kom dermed ikke til afstemning blandt medlemmerne.
Og den nye bestyrelse har ikke travlt med at få CAU med i den foreslåede nye forening – i stedet skal kræfterne bruges på klargøring til forårets overenskomstforhandling med SAS.
”Under vores generalforsamling sidste måned blev overvejelser om CAU skal med i den nye fagforening sparket til hjørne. Det er ikke noget CAU’s nye bestyrelse arbejder med i øjeblikket,” siger den nye formand for de 1.100 kabineansatte i CAU, Merete Scheel, til standby.dk
Det bliver dermed uden den største fagforening for flyvende medarbejdere i Danmark, SAS’ Cabin Attendants Union, at den foreslåede nye fagforening kommer til verden.
Der er, som standby.dk før har skrevet, planer om at skabe ny fælles forening for de ca. 4.000 piloter og kabineansatte, der flyver for de danske flyselskaber. Foreningen har endnu ikke fået navn, men den kommer til at høre under Serviceforbundet, der er medlem af LO. Den nye forenings medlemmer bliver de samme som i dag er med i Flyvebranchens Personale Union, hvor FPU er en af foreningerne under Serviceforbundet.
FPU’s medlemmer tæller bl.a. Air Greenland Cabin Union, helikopterfirmaet Bel-Airs Pilotforening, Cimber Cabin Club, Primera Air Pilot Association og selskabets Cabin Union, Sun-Airs Pilotforening og Kabineforening samt Thomas Cook Pilot Union.
I oktober indledte paraplyorganisationen Cabin Union Denmark, CUD, forhandling om optagelse i den kommende nye forening. CUD’s tre medlemmer er fagforeningen for SAS’ kabineansatte i Danmark, CAU, samt de tilsvarende foreninger for de kabineansatte hos Jet Time og Thomas Cook Airlines Scandinavia.
Den daværende formand for SAS’ kabineansatte, Helge Thuesen, der fortsat er i CAU’s nye bestyrelse, sagde sidste måned til standby.dk:
”CUD er i god dialog om at komme med i den nye forening, men meget skal falde på plads. Et af mange argumenter for den nye forening er, at vi sammen vil stå stærkere overfor f.eks. social dumpning. Vi har f.eks. set at Norwegian opruster på langruterne med billig thailandsk arbejdskraft i kabinen.”
Var CAU blevet medlem af den kommende forening, ville CAU have været største gruppe med sine 1.100 medlemmer, ca. 90 pct. af samtlige kabineansatte hos SAS i Danmark.