”De danske rejsevejledninger bygger på en forkert præmis. De er for restriktive og går længere end nødvendigt,” mener Danmarks Rejsebureau Forening og charterbureauernes brancheforening, RID.
”Terror og jordskælv kan ikke sammenlignes med corona,” lyder det i en fælles pressemeddelelse fra Danmarks Rejsebureau Forening og Rejsearrangører i Danmark – charterselskabernes brancheforening.
Rejsevejledningerne fra Udenrigsministeriet er for restriktive og går længere end nødvendigt, vurderer de to brancheforeninger. De mener, at rejserestriktioner i vidt omfang skal erstattes af regionale rejsevejledninger og testning vedhjemkomsten til Danmark.
DRF og RID mener også, at de danske rejsevejledninger ”fraråder ferier til unødigt mange rejsemål, fordi rejsevejledningerne bygger på en præmis om, at det er sikkert at være i Danmark og usikkert at rejse på ferie til udlandet. Og det er forkert,” lyder det fra DRF og RID som tilføjer:
”Udenrigsministeriets rejsevejledninger har traditionelt haft til formål at vejledede danske ferierejsende om risici på rejsemålet, som for eksempelvis terrorrisiko, fare for uro eller naturkatastrofer.”
De to brancheforeninger mener dog ikke, at corona-smitte er sammenligneligt med dette.
”Corona-situationen kan ikke sammenlignes med et terrorangreb eller et jordskælv. Omstændighederne og risikoen for at pådrage sig corona er i udgangspunktet det samme, om man er herhjemme, på Gran Canaria, i USA eller i Amsterdam,” siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening og tilføjer:
”Vi har ikke brug for mere fraråden. Vi har brug for, at danskerne trygt kan rejse til udlandet med god og tydelig information om den pågældende region, de rejser til.”
Ingen dokumentation
Lars Thykier påpeger også i pressemeddelelsen, at danskernes sundhed og sikkerhed naturligvis har første prioritet.
”Men vi har endnu ikke set dokumentation for, at danske rejsende er smittet under flyrejser, eller at der skulle være mange danskere, som er smittet med coronavirus på deres udlandsrejse. Vi skal derfor have de regionsopdelte rejsevejledninger nu,” siger Lars Thykier.
Og fra direktør i RID, Henrik Specht, lyder det: ”Vi har sendt et forslag til Udenrigsministeriet om en ny måde at udarbejde rejsevejledninger på. Kernen i forslaget er, at ferierejser til orange områder fremover ikke frarådes, men at man i stedet indfører krav om testning ved hjemkomst til Danmark fra et orange område.”
Henrik Specht siger, at DRF og RID ønsker at erstatte opfordringen om to ugers karantæne efter hjemkomst fra et orange land med noget andet.
”Vi mener, at en bedre løsning er, at man umiddelbart efter hjemkomst bliver testet. Det vil give flere mulighed for at rejse på ferie. Og det vil hjælpe den i forvejen hårdt ramte rejsebranche. Vi håber, at Udenrigsministeren vil indlede en dialog med os om fremtidens rejsevejledninger,” siger Henrik Specht.
Relaterede artikler:
Rejsebureauforeninger: Regering uden politisk vilje