Kurhotel Skodsborg fortsætter sin turn around, der blandt andet skal øge antallet af hotelværelser fra de nuværende 83 med yderligere 20. Arkivfoto: Kurhotel Skodsborg.

Kendt hotel fik nyt millionunderskud

Kurhotel Skodsborg fik også sidste regnskabsår stort millionunderskud – og har ikke haft overskud i 10 år. Den stenrige ejer pumper yderligere 42 millioner kroner i projektet.

Det er fint, det er fornemt, men det er ikke rentabelt. Det meget omtalte Skodsborg Kurhotel på Strandvejen nord for København fik i 2018 endnu et millionunderskud, denne gang på knap 20 millioner kroner. Dermed har hotellet ikke haft overskud siden 2008, og alene de seneste fem år har hotellet tabt knap 80 millioner kr.

Det fremgår af hotellets regnskab for 2018, skriver Finans.dk

Skodsborg Kurhotel har i 25 år været 100 procent ejet af Augustinus Fonden, der flere gang har skudt tocifrede millionbeløb ind i det fashionable hotel- og livsstilskoncept for at ”reetablere selskabets kapitalgrundlag.”

Sidste år næsten fordoblede Skodsborg Kurhotel sit underskud til knap 20 millioner kroner, hvilket fik Augustinus Fonden til at komme med en kapitalforhøjelse på 42 millioner kroner; efter regnskabet for 2017 tilførte fonden 22 millioner kroner.

Om årsagen til millionunderskuddet sidste år hos Kurhotel Skodsborg står der i ledelsesberetningen, at tabet blandt andet skyldes, at der sidste år var ”større vedligeholdelsesarbejder”, der var ekstraordinært store omkostninger til eksterne konsulenter, ligesom en fejlslagen implementering af et nyt it-system har været dyr, skriver Finans.dk

Regnskabsmeddelelsen forudser også underskud her i 2019, blandt andet fordi der investeres i 20 nye hotelværelser.

Forudser nye underskud
Mens Kurhotel Skodsborg i dag har 83 værelser, skal der komme yderligere 20, oplyste Kurhotel Skodsborgs administrerende direktør, Susanne Åberg, i januar til STANDBY.dk – hun kom først til sidste sommer, hvor hun afløste Mai Kappenberger, der med kort varsel forlod kurhotellet. De 20 nye hotelværelser forventes først at være næste år.

De flere værelser skal forbedre driftsøkonomien på hoteldelen. Skodsborg Kurhotel har for nylig lukket sin lidt for fornemme Restaurant, Kroun, til fordel for et brasserie med mere rimelige priser.

I en kommentar til regnskabet for sidste år, skriver administrerende direktør Susanne Åberg i en SMS til STANDBY.dk:

”Vi er som tidligere fortalt på en rejse med udviklingen af Kurhotel Skodsborg og er fortrolige med resultatet. Det har været et dyrt år og det bliver de kommende også, da vi investerer i produktudvikling og vedligehold af de historiske bygninger.”

Storaktionær i Tivoli
Hotellets ejer, Augustinus Fonden, er også medejer af omkring 20 danske virksomheder og har angiveligt en formue på cirka 19 milliarder kroner.

STANDBY.dk har i dag kontaktet Augustinus Fonden for at høre, hvad fondens eksakte formue var. Men der var ”ingen kommentarer” til det spørgsmål.

Augustinus Fondens mål er ”at virke for almenvelgørende og humane, kunstneriske, videnskabelige eller deslige formål,” står der på fondens hjemmeside. Fonden uddelte i regnskabsåret 2017 i alt 318,4 millioner kroner til disse formål.

Augustinus Fonden har investeringer i omkring 20 danske virksomheder. Blandt de mere kendte er bogforlaget Gyldendal som fonden ejer 31 procent af, den har 10 procent af Kristeligt Dagblad, over 15 procent af bryggeriet Royal Unibrew, 25 procent af Scandinavian Tobacco Group og mindst 46 procent af Tivoli.

Relaterede artikler:

Kendt kurhotel skal være større

Direktørskifte på kendt hotel

Arp-Hansen på vej med endnu et hotel