Totalt får ni danske havne i år besøg af 1,1 millioner krydstogtgæster. Alene i Københavns Havn kommer der i år 25.000 flere krydstogtpassagerer, og antallet af skibe stiger.
Københavns Havn forventer i år 337 anløb af krydstogtskibe – en stigning på 12 sammenlignet med sidste år, hvor 72 skibe fra 36 krydstogtrederier anløb havnen.
Af de 325 krydstogtanløb sidste år i Københavns Havn var de 55 store skibe med plads til over 4.000 passagerer – og i alt 153 af anløbene var såkaldte turnarounds, hvor skibene skifter passagerer. Det betyder typisk ekstra overnatninger på københavnske hoteller, hvor passagererne for eksempel ankommer en dag før krydstogtet begynder.
Årets sæson begyndte her i Påsken, hvor krydstogtskibet Astoria blev første gæst i Københavns Havn. I alt får havnen i år 875.000 krydstogtgæster – en fremgang på 25.000 i forhold til 2017. Og krydstogtsæsonen i Københavns Havn bliver i år på 215 dage – for tre år siden var den 173 dage.
Samlet, oplyser Wonderful Copenhagen, bliver dette år det hidtil bedste for dansk krydstogtturisme. Ni danske krydstogthavne, udover København også Fredericia, Helsingør, Hundested Kalundborg, Rønne, Skagen, Aalborg og Aarhus, kommer i år op på samlet over 1,1 million krydstogtgæster, der totalt forventes at give en omsætning på cirka 1,5 milliarder kroner.
Hver 5. krydstogtpassager besøger provinshavne
Claus Bødker, krydstogtchef i Wonderful Copenhagen, hvor netværket CruiseCopenhagen, der samler branchen fra hele Danmark, er forankret, siger, at i år runder Aarhus for første gang 100.000 krydstogtgæster.
”I år får havnene uden for København næsten en kvart million krydstogtgæster, det er første gang nogensinde, at mere end hver femte krydstogtgæst i Danmark kommer til havne uden for hovedstaden. Danmark har et stort potentiale for krydstogt, og det profilerer vi over for rederier og rejsebureauer verden over,” siger Claus Bødker. Netværket CruiseCopenhagen omfatter havne, turistorganisationer, attraktioner, hoteller, bureauer og transportfirmaer på tværs af landet. Det seneste år er der kommet 20 procent flere medlemmer, så netværket nu tæller 50 aktører.
I øvrigt skal Københavns Havn have en ny krydstogtterminal. Terminal 4 forventes klar i 2020 og får plads til de nogle af de største skibe med plads til 5.000 passagerer.
Relaterede artikler:
Norwegian Cruise Line størst i København