ASA, de britiske konkurrencemyndigheders ”vagthund,” kritiserer for anden gang i år Eurostar for vildledende markedsføring. Eurostar, der netop er blevet optaget i SkyTeam, afviser kritikken.
Eurostar, der kører højhastighedstog mellem England og blandt andet Frankrig, Belgien og Holland, har igen fået kritik af ASA, Advertising Standards Authority.
Eurostar har reklameret med envejspriser på visse afgange for 39 engelske pund, cirka 350 kroner.
Sidste år havde Eurostar 18,6 millioner passagerer – målet er 30 millioner i 2030. Hovedparten af Eurostar ejes af de statslige franske jernbaner, SNCF Voyageurs, de belgiske jernbaner, SNCB, har små 20 procent, mens en infrastrukturfond har de sidste 6,5 procent.
ASA kritiserer i sin nye kendelse blandt andet, at priserne til de annoncerede 39 pund er meget svære at finde, at det ikke oplyses særligt tydeligt, hvilke afgange priserne udbydes på og at der kun er meget få billetter til den oplyste pris fra London til Bruxelles og Amsterdam, skriver Travel Weekly.
Eurostar blev i øvrigt for nylig optaget i SkyTeam-alliancen som første ikke-flyselskab. SAS skiftede til SkyTeam fra september i år.
For få billetter
Advertising Standards Authority skriver i sin kendelse også, at Eurostar annoncerede med de meget billige billetter med højhastighedstoget under Den engelske Kanal på sociale medier som Instagram og Facebook, men at priser – ifølge ASA – var vildledende.
ASA oplyser, at ifølge data udleveret fra Eurostar var kun 4,2 procent af alle billetter fra London til Bruxelles og kun 1,6 procent fra London til Amsterdam til de annoncerede 39 pund.
De lave tal er for få til at man kan annoncere med dem, mener ASA. Forbrugerne blev vildledt til at få det indtryk, at der var en væsentlig mængde af de rabatterede billetter til rådighed. Ligeledes skulle det af annonceringen tydeligt have fremgået, hvilke datoer, billetterne blev udbudt til, skriver ASA.
Eurostar oplyser i sit forsvar, at man tydeligt gjorde opmærksomhed på, hvilke datoer og hvilke afgange, der var tale om samt øvrige aftalevilkår. ”De forskellige oplysninger og vilkår var blot ét klik væk fra vores annoncer,” har Eurostar oplyst til ASA – og tilføjet, at der desværre ikke var nok plads på annoncepladsen til at man kunne give de fuldstændige oplysninger.
Eurostar understreger, at man vil fortsætte samarbejdet med ASA for at undgå lignende problemstillinger opstår i fremtiden.
Relaterede artikler:
SAS-alliance i samarbejde med højhastighedstog